En nat i slutningen af oktober blev en 42-årig mand frarøvet både jakke, bukser, sko, mobiltelefon og diverse kort, efter at han var steget af et S-tog på Brøndby Strand Station sydvest for København.
Desuden blev han slået og sparket, så han fik brud på næsen og kæben.
Ifølge Københavns Vestegns Politi blev overfaldet begået af fire unge i alderen 16 til 20 år. De har torsdag eftermiddag været fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Glostrup.
Her er de blevet varetægtsfængslet i fire uger - sigtet for grov vold og røveri. De nægter sig alle skyldige, oplyser politikommissær Andreas Mollerup fra Københavns Vestegns Politi.
Overfaldet fandt sted natten til lørdag den 26. oktober cirka klokken 03.15.
Offeret har fortalt politiet, at han - forud for overfaldet - blev chikaneret og truet, da han var på vej hjem med et S-tog.
Han valgte at stå af på Brøndby Strand Station for at slippe væk.
De unge mænd og drenge, der havde generet ham, steg imidlertid også af toget, og kort efter blev den 42-årige overfaldet af gruppen på en parkeringsplads umiddelbart syd for stationen.
Københavns Vestegns Politi vil gerne tale med vidner, der måtte have oplysninger i sagen. Specifikt søger politiet en mand, der talte med voldsofferet umiddelbart før overfaldet.
Vedkommende stod på S-toget linje A på Nørreport Station og steg af på Brøndby Strand Station.
Han fik kastet indholdet af en øl eller lignende i hovedet på vej ned ad trappen på stationen.
Vidnet beskrives som: Mand, cirka 40 år, almindelig af bygning, skaldet eller karseklippet og med kortklippet fuldskæg/skægstubbe. Han var iført en halvlang grå frakke og bar en brun taske og sorte høretelefoner.
Københavns Vestegns Politi kan kontaktes på telefonnummer 43 86 14 48.
Retsmødet torsdag blev holdt for lukkede døre, og det er derfor ikke muligt at fortælle, hvad de sigtede har forklaret om hændelsen.
/ritzau/