Ukrainsk fodbold ramt af stor matchfixing-skandale

Sport
Indenrigsminister Arsen Avakov skriver på Facebook, at klubpræsidenter, spillere, trænere, dommere og virksomheder har medvirket til omfattende matchfixing i Ukraine. (Foto: Foto: Valentyn Ogirenko / Arkiv/Reuters)

Politiet har dokumentation for, at 35 klubber og 320 personer er involveret i matchfixing i Ukraine.

En stor skandale har ramt ukrainsk fodbold, der er slemt plaget af matchfixing.

Ukrainsk politi har identificeret 35 klubber, der på den ene eller anden måde har været indblandet i matchfixing. Flere af klubberne hører hjemme i landets bedste fodboldrække.

Ukraines indenrigsminister, Arsen Avakov, oplyser, at både ledere og spillere er involveret i snyderiet.

- Klubpræsidenter, tidligere og nuværende spillere, dommere, trænere og virksomheder er involveret.

- Totalt set har vi dokumentation for, at 320 personer er involveret i 57 sager, skriver Avakov i et opslag på Facebook.

Bagmændene skulle ifølge indenrigsministeren have tjent mere end 30 millioner kroner om året ved at vædde på resultater i ukrainsk fodbold. Væddemålene skulle være indgået i Asien.

Vicepolitichef Igor Kupranets oplyser, at politiet endnu ikke har foretaget nogen anholdelser.

Ukraine er i denne uge centrum for en af fodboldens største kampe, da årets Champions League-finale mellem Liverpool og Real Madrid spilles i hovedstaden Kijev lørdag aften.

/ritzau/AFP