Ugleset britisk udlåner nærmer sig betalingsstandsning

FILE PHOTO: Newcastle United''s Shola Ameobi celebrates scoring Newcastle United''s first goal against Morecambe in the Capital One Cup Second Round at the Globe Arena in Morecambe (Foto: Ai Project / Arkiv/Ritzau Scanpix)

Den britiske udlåner Wonga er på konkursens rand efter tusinder af kunder kræver erstatning for lån.

Storbritanniens største kortsigtede udlåner, Wonga, nærmer sig et kollaps efter en stor mængde af kompensationskrav fra udlånerens kunder.

Det skriver The Guardian ifølge Ritzau Finans.

Kundernes krav om kompensation kan tvinge Wonga til at gå i betalingsstandsning. Wonga har i den forbindelse allieret sig med revisorvirksomheden Grant Thornton til at håndtere situationen, hvis bestyrelsen vurderer, at det kritiserede selskab ikke kan reddes.

Tidligere i august modtog Wonga en pengeindskydning på 10 millioner pund - svarende til 82,7 millioner kroner - fra selskabets aktionærer for at forhindre en konkurs.

Wonga erkendte ved den lejlighed, at udlåneren stod foran en forøgelse af gamle kompensationskrav.

Indskydningen af penge har ifølge en rapport fra Sky News medført en ny bølge af kompensationskrav - denne gang fra selskaber, der varetager kompensationskrav på vegne af deres kunder.

En talsmand fra Wonga fortæller, at bestyrelsen "fortsat vil overveje alle muligheder, hvad selskabets og alle dens enheders fremtid angår".

Wonga er før i tiden blevet kaldt "legale lånehajer" af medlemmer af det britiske parlament på grund af udlånerens astronomiske høje renter på sine lån.

Udlåneren var i 2014 frontfigur for industrien for kortsigtede lån, hvilket i sidste ende førte til strammere regulering af branchen.

Men selskabet blev ramt hårdt af en markant opstramning af reglerne for udlån i Storbritannien og er efterfølgende blevet ramt af en stribe erstatningskrav fra kunder, der føler sig ført bag lyset.

I 2014 alene måtte Wonga afskrive for 220 millioner pund - 1,8 milliarder kroner - lån og renter på grund de nye regler efter et besøg fra det britiske finanstilsyn.

- Det er ikke overraskende, at Wonga er i denne her situation, for de udnyttede et marked, der var meget løst reguleret.

- De stod i spidsen, når det kom til at give folk hurtig adgang til kredit med høje priser og høje gebyrer, og de behandlede ikke deres kunder godt, siger formand for interesseforeningen Fair Finance James Daley til The Guardian.

/ritzau/