Det skal fremover koste mindst 10 spilledages karantæne, hvis en spiller bliver fundet skyldig i racistisk opførsel.
Uefa, det europæiske fodboldforbund, barsler nemlig med barske retningslinjer i kampen for at komme racisme på og uden for banen til livs.
- Vi skal have retningslinjer, og de skal have en afskrækkende effekt. Hvad vi foreslår er, at hvis en spiller eller leder bliver dømt for racisme, skal det resultere i mindst 10 kampes karantæne, siger Uefas generalsekretær, Gianni Infantino, ifølge AFP.
Fodboldverdenen har været ramt af en stribe sager om racisme på banen og blandt publikum.
Uefa har således netop beordret den ukrainske storklub Dynamo Kiev til at spille sine næste to europæiske kampe for lukkede døre, fordi klubbens fans har været involveret i flere racistiske episoder.
Onsdag har det skotske fodboldforbund tiltalt den administrerende direktør i Glasgow Rangers, Charles Green, for at bringe spillet i miskredit med udtalelser, som forbundet mener er racistiske.
Engelsk politi oplyser desuden, at man er i gang med en undersøgelse af, om Manchester Citys anfører Vincent Kompany blev forulempet, da han var i gang med at give et tv-interview efter Citys sejr over Manchester United mandag aften.
- Vi vil stille forslag om, at alle Uefas medlemslande indfører vores regler på nationalt niveau, siger Gianni Infantino.
- Kampen mod racisme er noget, vi tager meget seriøst, og vi skal være sikre på, at der bliver gjort noget konkret og ikke blot snakket om det, siger generalsekretæren.
/ritzau/