Udskældt webshop lukket ned - ung ejer fortsætter med nye butikker

Niklas Fahnøe Pedersen stod bag den udskældte hjemmeside Beautyhome.dk, der lukkede ned i vinters. Nu er han tilbage med butikkerne Originalbaby.dk og Originalbaby.se. (Foto: Foto: Screendump)

Den 21-årige iværksætter fortsætter med at skabe vrede hos kunder, der føler sig snydt af de nye webbutikker.

Utilfredsheden var stor på Facebook og Trustpilot, når kunder hos webbutikken Beautyhome.dk satte sig til tasterne for at sætte ord på, hvordan de følte sig snydt af den unge iværksætter Niklas Fahnøe Pedersen.

De negative anmeldelser handlede om ødelagte varer, manglende leveringer og penge, der var blevet trukket, før de bestilte varer blev sendt afsted.

Det regionale medie sn.dk skrev tilbage i februar om Birgit Hansen fra Skærbæk i Sønderjylland - hun var en af de kunder, der følte sig snydt af den 21-årige iværksætter fra Holbæk.

Hun havde bestilt to bamser på Beautyhome.dk, men det ene tøjdyr var allerede gået i stykker, da pakken kom med posten. Den sønderjyske kvinde sendte den ødelagte bamse retur med lovning om en ny, men der kom aldrig en pakke fra webshoppen, og på den måde endte hun med at betale 590 kroner for den kinesisk producerede bamse.

Andre kunder beskyldte internetbutikken for at være falsk, og tilbage i februar valgte Niklas Fahnøe Pedersen, der også blev meldt til politiet af flere kunder, midlertidigt at lukke sin digitale butik.

- BeautyHome tager ikke imod flere nye bestillinger for en kort periode, grundet en række problemer, som vi skal have rettet op på for at kunne sikre vores kunder den bedste service i fremtiden, stod der BeautyHome på sin hjemmeside.

Nu er hjemmesiden lukket helt ned, men Niklas Fahnøe Pedersen er ikke færdig med at drive tvivlsomme forretninger på nettet.

Finans.dk skriver, at han nu står bag de to hjemmesider Originalbaby.dk og Originalbaby.se.

Et hurtigt kig på Facebook og Trustpilot afslører, at flere kunder føler sig snydt af nye butikker.

- Køb ikke noget fra denne sider, skriver Anette Johansson, der bestilte to bamser i den svenske netbutik med babyudstyr.

Anette Johansson forklarer på Facebook, at hun for flere måneder siden betalte for tøjdyrene, men at hun stadig venter på at modtage pakken med posten.

En kunde ved navn Sandra Bryntesson har skrevet en lignende beretning om to elefantbamser, som blev bestilt og betalt over nettet, men som aldrig dukkede op i virkeligheden.

Den danske iværksætter lovede, at hun ville få pengene retur, men indtil videre er beløbet ikke dukket op på den svenske kvindes konto.

- Jeg anbefaler, at man ikke bestiller fra dette uprofesionelle firma, skriver hun.

Finans.dk har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Niklas Fahnøe Pedersen.