Udsatte renoverede leders villa til 31 kr. i timen: Nu reagerer tilsyn

Storskoven er et opholdssted nær Odense med botilbud for unge med sociale, adfærdsmæssige eller psykiske problemer. (Foto: Foto: Skærmbillede fra Google Maps)

Mangeårig forstander på bosted er blevet politianmeldt, efter han har brugt skattekroner på at betale private middage og renovering af sine private boliger.

”Emil Raun er virksomhedsejer med et socialt overskud og værdierne på rette sted.”

Sådan skriver Emil Raun om sig selv på sin personlige hjemmeside.

Men for nyligt kom det frem, at den mangeårige forstander på bostedet Storskoven har fået udsatte unge til at renovere sin millionvilla til 31 kroner i timen over et års tid.

Nu er Emil Raun blevet meldt til politiet af Socialtilsyn Syd.

Det skriver Berlingske.dk

Også institutionen Storskoven er anmeldt, og det sker, efter Berlingske kunne afsløre, at den tidligere forstander desuden har betalt for private middage, rejseudgifter og renovering af familiens private boliger med skattekroner.

Jørgen Andersen, leder af afdelingen for økonomisk kriminalitet ved Fyns Politi, bekræfter, at de nu har modtaget en anmeldelse om misbrug af offentlige midler til privat forbrug. Både Emil Raun personligt og bostedet Storskoven er blevet politianmeldt.

Jørgen Andersen vil ikke kommentere den konkrete sag over for Berlingske, men siger:

- Det er jo klart, at man er ansvarlig som bestyrelse, siger han.

I september i år satte Socialtilsyn Syd den selvejende institution Storskoven under skærpet tilsyn, efter der blev fundet ”transaktioner, som ikke vedrører tilbuddets drift”.

Hverken Emil Raun eller bestyrelsesformanden har ønsket at kommentere politianmeldelsen til Berlingske. Bestyrelsesmedlemmet Gorm Thorsen har dog tidligere fortalt, at bestyrelsen var af den overbevisning, at Emil Raun ikke har brugt institutionens midler til at betale for private rejseudgifter og boligrenovering.