Udsatte unge har brugt et år på at renovere forstanders millionvilla til 31 kroner i timen.
Det fortæller en 18-årig nuværende beboer på bostedet Storskoven til Fyens Stiftstidende. Han deltog selv i arbejdet, der ifølge ham gik ud på at feje, male, rive paneler ned og sætte ting op.
- Vi var tre unge, som arbejdede der. Nogle var der hver dag. Jeg var der tre-fire gange om ugen. Vi fik pengene fra Storskovens konto, og vi har timesedler liggende hos Storskoven for arbejde på Sadolinsgade, siger den 18-årige beboer.
Arbejdet foregik i perioden fra sommeren 2016 og et år frem.
Forstanderen på bostedet, Emil Raun, bekræfter at unge fra bostedet har arbejdet på hans ejendom for 31 kroner i timen. Men han afviser, at han har udnyttet de unge for at få billig arbejdskraft.
Ifølge Emil Raun var formålet, at de unge kunne tjene nogle penge. Han fortæller, at han selv har betalt deres løn, og de kun har arbejdet på villaen sporadisk.
Men uanset hvad så misbruger forstanderen sin funktion til at få arbejdskraft på en privat ejendom til en løn langt under det overenskomstmæssige niveau for ufaglærte. Det fastslår forsker i arbejdsret ved Syddansk Universitet, Christian Højer Schjøler.
- Hvis han selv har hyret dem som arbejdskraft, skal der være ansættelseskontrakter, og der skal være indeholdt skat af lønnen. Dernæst skal han have tegnet arbejdsskadeforsikring for dem, hvis de har arbejdet for ham. Han må kunne dokumentere, at forholdene er i orden, siger Christian Højer Schjøler til Fyens Stiftstidende.
Storskoven er et opholdssted nær Odense på Fyn med botilbud for unge med sociale, adfærdsmæssige eller psykiske problemer.