Det bliver en ekstra lang ferie for Mikkel Kessler og hans familie, der lige nu er i New Zealand.
Det fortæller både bokseren og hans kone Lea Hvidt på deres profiler på instagram.
Familien er sat i isolation fordi de har været i kontakt med en, der er smittet med den frygtede sygdom.
– Vi er frygtelig kede af at måtte melde ud, at vi er blevet isoleret i New Zealand i foreløbig 14 dage, da vi er blevet eksponeret for coronasmitte. Dette skete samme dag, som anbefalingerne om hjemrejse til alle danskere kom fra de danske myndigheder, skriver parret, der heldigvis alle har det godt.
– Heldigvis har hverken vi eller vores børn oplevet symptomer indtil videre. Vi har ikke yderligere kommentarer hertil, men vi sender vores bedste hilsner til alle hjemme i Danmark, og håber I alle passer på jer selv og hinanden, lyder det fra Lea og Mikkel.
De tog til New Zealand sammen med deres tre børn Romeo, Rose-Lia og den knap et-årige søn Helios, for at optage nye programmer til programserien ”På eventyr med familien Hvidt Kessler”. De ankom til New Zealand onsdag og var før det blandt andet i Borneo.