Han har en overdosis af gele i håret. Han hører rapperen 50 Cent på sin iPod. Han har tapetseret sit værelse med plakater af fodboldspillere. I fysiktimen er han somme tider mere optaget af at observere pigerne end forsøgene med magneter.

Alligevel er Ahmet Barut anderledes end de andre børn på Holme Skole i Tønder i Sønderjylland.

Om 11 dage, søndag 7. september, skal han have forladt 8. C, Danmark, sin far, sin stedmor og sine to små halvsøskende.

Når frokostpausen slutter, er hans udvisning rykket en halv dag tættere på.

Når skoledagen slutter, er hans udvisning rykket en hel dag tættere på.

Og Ahmet selv forstår ikke, hvad der er sket. Det, der sket er, at udlændingeloven er slået ned i et gennemsnitligt parcelhuskvarter med græs i passende højder, børnecykler i garagerne og orden i tingene.

Loven rammer familier

Ifølge Udlændingeservice kan drengen på vejen Tved 119 i Tønder ikke integreres. Selv om hans far er dansk statsborger, uddannet dyrlæge og afdelingsleder i Fødevareregion Syd.

»Jeg er rasende. Og jeg føler mig diskrimineret. Det her drejer sig om min søn, om barnets tarv. Jeg integrerer mit barn. Jeg opfylder alle krav,« siger faren, 38-årige Nevzat Barut og bladrer i den sorte mappe med sagens papirer, som har hobet sig op igennem halvandet år.

I den tid har han lært den danske udlændingelov at kende bedre, end hans naboer på vejen nogensinde kommer til.

Ifølge Udlændingeservice er hans 14-årige søn ikke egnet til at blive integreret, fordi han er født og opvokset hos sin mor i Tyrkiet, indtil han blev 13 år. Men for halvandet år siden kom han op til sin far i Danmark. Hans mor var blevet gift på ny og ønskede ikke, at Ahmet skulle bo hjemme længere.

»Hun kom ikke engang til mine forældremøder i skolen,« siger Ahmet.

Ahmets far havde i mange år forsøgt at overtale moderen til at overlade drengen til ham. Men hun ville ikke engang sende drengen på ferie hos sin far.

Da Ahmet endelig landede i Danmark i februar 2007 efter at have boet i tre måneder hos sin farfar, gik faren straks i gang med at indrette hans værelse, søge om opholdstilladelse og få ham meldt ind i folkeskolen.

Tre måneder senere blev den første kuvert af en lang række afleveret i postkassen i huset i nummer 119:

Ahmet må ikke bo i Danmark, stod der.

Ahmets far havde nemlig ikke overholdt ansøgningsfristen på senest to år efter, at faren selv kom til Danmark i 1995.

»Det er absurd. På det tidspunkt ville Ahmets mor ikke engang lade drengen komme på ferie hos mig. Jeg har prøvet at overtale hende i alle de år til, at Ahmet kunne bo hos mig. Det ville hun ikke,« siger Nevzat Barut, der ikke har lyst til at tale om sit forhold til Ahmets mor.

I afslaget skriver Udlændingeservice:

»Vi finder således ikke, at du under din opvækst i Tyrkiet kan antages at være blevet præget af danske normer og værdier i en sådan grad, at du har eller har mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der er grundlag for en vellykket integration her i landet.«

Udlændingeservice forklarer dog ikke, hvad det er ved 14-årige Ahmet Barut, som gør, at han tilsyneladende ikke kan integreres.

Ingen fra Udlændingeservice har nogensinde mødt Ahmet Barut.

Nyhedsavisen har bedt Udlændingeservice om at forklare, hvilke ting en ansøger skal opfylde for at have »danske værdier og normer.«

I en email svarer souschef Susanne Züberlein fra Børne- og Opholdskontoret:

»Som man kan læse på vores hjemmeside, er det et begreb, der dækker over dansk kultur bredt som fx demokrati og ligestilling. Ifølge loven skal vi blandt andet se på længden og karakteren af barnets ophold i hjemlandet. Hvis forældre for eksempel helt bevidst holder barnet i hjemlandet i de første syv skoleår, vil barnet alt andet lige være ringere stillet i forhold til en vellykket integration i dansk kultur.«

Allerede integreret

Umiddelbart ligner familien Barut ellers en velintegreret familie. Ahmets stedmor, Amal, er dansk statsborger, taler flydende dansk og arbejder som sosu-assistent på et plejehjem. Deres to fælles børn er født i Danmark, danske statsborgere og kender ikke andre sprog end dansk. Men lige nu føler Amal Barut sig ikke som dansker.

»Jeg har aldrig følt mig fremmed før. Men nu har jeg ikke mere håb tilbage. Et dansk skilsmissebarn må godt bestemme, at det hellere vil bo hos sin far end hos sin mor. Men det må vi ikke,« siger Amal Barut, der stammer fra Egypten.

Ifølge Ahmet Baruts første klasselærerinde lærte han dog bedre dansk på et halvt år end andre af skolens tosprogede elever.

»Han har udviklet sig meget hurtigere end de andre børn. Efter hans første sommerferie var hans dansk allerede blevet meget bedre. Faren havde læst med ham, og hans opbakning har hjulpet Ahmet,« siger klasselærer Bente Christensen.

Skoleleder Jan Peter Jensen mener også, at han allerede er fuldt integreret. Det skyldes især hans far, mener han.

»Faren dukkede pludselig op en dag og spurgte, om vi kunne tage ham ind på skolen. Han vidste, at vi er gode til at undervise tosprogede børn her. Vi tog ham ind, selv om vi ikke fik ekstra midler fra kommunen. Og han er faldet godt til,« siger Jan Peter Jensen, der har undervist Ahmet i tysk.

Familiens advokat prøver nu at få genoptaget sagen. Han mener, at familien nærmest er overkvalificeret, fordi Nevzat Baruts uddannelse som dyrlæge er på listen over de jobs, der giver hurtig adgang til Danmark.

»Det er helt og aldeles grotesk. Vi har at gøre med en mand, som er den slags, vi vil tiltrække til Danmark. Han er endda dansk statsborger og forsørger sine mindreårige børn. Det er til sådan en mand, man siger, at han ikke kan være sammen med sit barn i Danmark,« siger advokat Henrik Lüth.

Et sted indeni føler Ahmets far en snert af skyld. Ikke fordi han ikke har taget sig godt af sin søn. Men fordi at han til det seneste valg stemte på et parti, der støtter Anders Fogh Rasmussens regering.

»Jeg stemte på Ny Alliance,« sukker han.

Han vil helst glemme, at hans stemmeseddel dermed indirekte har været med til at støtte den udlændingelov, der har slået ned i hans eget hus og ramt hans søn.

Utryg ved Udlændingeservice

Ahmet er netop begyndt i 8. C. Han bestod årsprøverne med en lav middelkarakter. Nu har han og hans far besluttet, at han tager 8. klasse igen, så han får et ekstra år til at dygtiggøre sig til afgangsprøven.

Men ingen ved, hvor længe Ahmet er i 8.C. Faren har ikke tillid til sagsbehandlerne.

»Jeg er meget utryg ved retssikkerheden i Udlændingeservice. Det er som at komme ind på en politistation i Tyrkiet. Regeringen siger, at den har en fast og fair udlændingepolitik. Men det her er ikke fair,« siger Nevzat.