Ahmet Barut og hans far kan ånde lettet op.
Udlændingeservice har meddelt, at udvisningsdatoen 7. september er ophævet, mens den 14-årige drengs sag genoptages efter en ny ansøgning fra familiens advokat.
Faderen Nevzat Barut mener, at det nu vil lykkes at få en opholdstilladelse til hans søn.
- Det er glædeligt. Og så kommer der lidt ro for vores familie, siger Nevzat Barut til avisen.dk.
På halvandet år har han været igennem fire instanser for at få opholdstilladelse til sin søn, og nu skal sagen behandles for femte gang i Udlændingeservice.
Dermed vurderes sagen at være bedre stillet for at få opholdstilladelse.
Udlændingeservice er nemlig nu forpligtet til at inddrage blandt andet en udtalelse fra drengens skole, der beskriver ham som en velintegreret dreng, der har lært dansk hurtigt og spiller fodbold flere gange om ugen på skolens hold.
Det oprindelige afslag byggede på, at drengen ikke kunne integreres i Danmark, fordi han havde boet i Tyrkiet, frem til han var 13 år. Afslaget blev dengang givet uden en udtalelse fra skolen og udelukkende på grundlag af drengens situation, på det tidspunkt han ankom til Danmark.
Byretten i København afgjorde da også, at Udlændingeservice burde have inddraget oplysningerne om, at drengen lærte dansk og integrerede sig i ansøgningsperioden.
Østre Landsret omgjorde dog beslutningen. Nu skal familiens advokat i gang med at indhente opdaterede udtalelser fra blandt andet skolen til den nye sagsbehandling.
- Drengen er jo allerede fuldt integreret. Nu vil jeg indhente de nødvendige udtalelser, der kan belyse det, siger advokat Henrik Lüth.