Den nu afdøde administrerende direktør for selskabet OceanGate affærdigede advarsler om sikkerheden på ubåden "Titan" fra en specialist i dybhavsudforskning.
Det skriver det britiske medie BBC på baggrund af e-mails, som mediet har set.
Direktøren for OceanGate, Stockton Rush, var om bord på den ubåd, som søndag satte kurs mod vraget af "Titanic", men imploderede dybt under havoverfladen.
Rush blev i e-mails i 2018 af specialisten Rob McCallum advaret om ubådens sikkerhed.
McCallum, der også driver et selskab for havekspeditioner, sagde til Rush, at han udsatte sine kunder for fare. Han bad ubådschefen om at få "Titan" uafhængigt certificeret.
Men Rush afviste specialistens indvendinger, viser korrespondancen ifølge det britiske medie.
- Vi har hørt disse grundløse opråb om, at "I kommer til at dræbe nogen" alt for ofte. Jeg tager dette som en personlig fornærmelse, skrev Stockton Rush ifølge BBC.
Ifølge McCallum sluttede meningsudvekslingen, da Stockton Rush truede McCallum med at lægge sag an mod ham.
Fartøjet blev aldrig certificeret ifølge det britiske medie.
Alle fem ombordværende på "Titan" er døde. De øvrige personer var den franske dykker Paul-Henri Nargeolet, den 58-årige britiske eventyrer Hamish Harding samt den pakistanske forretningsmand Shazada Dawood og hans søn, Suleman Dawood.
Vragmateriale fra "Titan" blev fundet torsdag.
Det var en ubemandet undervandsrobot fra et canadisk skib, der fandt vragresterne på havbunden efter en større eftersøgningsmission med deltagelse fra en række lande.
Vragdelene lå omkring 500 meter fra forstavnen på "Titanic".
"Titanic"-vraget ligger knap fire kilometer under overfladen i den nordlige del af Atlanterhavet.
En tur med "Titan" ned til vraget kostede 250.000 dollar. Det svarer til 1,7 millioner kroner.
/ritzau/