Fodboldspilleren Nicklas Bendtner og tyske Eintracht Frankfurt forhandler om en kontrakt. Det bekræfter tyskerne på klubbens hjemmeside.
Tyskernes sportsdirektør, Bruno Hübner, er i den forbindelse i kontakt med Arsenal-manager Arsène Wenger, som skal give grønt lys for et skifte.
Bendtner har endnu et år tilbage af sin kontrakt med Arsenal, men de seneste år har englænderne ikke satset på danskeren, så et skifte ligner en realitet.
I sidste sæson var Bendtner udlejet til de italienske mestre fra Juventus, hvor han floppede totalt.
Skader og manglende spilletid beskriver bedst danskerens ene sæson i Italien. Sæsonen før var Bendtner udlejet til Sunderland.
Eintracht Frankfurt sluttede sidste sæson som nummer seks i Bundesligaen, hvilket betyder, at holdet skal spille Europa League i den kommende sæson.
/ritzau/