Det er vigtigt, at man har hjelm på, når man kører på motorcykel. Specielt hvis man er kendt.
For selvom sandsynligheden for, at man støder på politiet, er lille, så er risikoen for at blive set af en fan med en smartphone stor.
Det har skuespilleren Robert Pattinson måtte sande, da han for nylig blev fotograferet kørende på sin kværn uden hovedbeskyttelse i Adelaide i Australien og efterfølgende fik et opkald fra det lokale politi.
- Han får ikke en bøde, men kun en lille advarsel, udtaler en talsmand fra politiet til hollywoodlife.com.
- Vi fik en snak med ham og gjorde ham opmærksom på, at det er et krav, at han har hjelm på, når han kører motorcykel, tilføjer han.
Talsmanden fortæller, at politiet fandt ud af, at Pattison kørte uden hjelm, fordi der var en person, der havde spottet ham og taget et billede af ham.
Og Twilight-stjernen har fået at vide, at hvis han gør det igen, så skal han ikke regne med et høfligt opkald, men en bitter bøde.
Pattinson, der rygtes at være gået fra sin utro kæreste Kristen Stewart, er "down under" for at indspille den kommende film "The Rover" i den australske ødemark.
Og den 26-årige skuespiller afslørede for nylig ifølge femalefirst.co.uk, at den nutidige western er udfordrende film at være med i.
- Det er et virkelig svært manuskript. Jeg ved faktisk endnu ikke, hvordan jeg skal fortælle om det, fortæller Pattinson.
- Det er et af de bedste manuskripter, jeg har læst, siden jeg begyndte at spille skuespil, og det er virkelig nervepirrende, afslører han.
Det er endnu uvist, hvornår "The Rover" får premiere i Danmark.
/ritzau/