Tv-kendis konkurs: Kunne ikke hænge sammen

Ole Andersens gård nord for Kolding er gået konkurs. (Foto: Foto: Sonny Munk Carlsen/Ritzau Scanpix (arkiv))

Ole Andersen, swingeren fra "Landmand søger kærlighed" anno 2015, er gået konkurs med sit økologiske landbrug. Gården kan ende som grusgrav.

Ole Andersen fra tv-programmet "Landmand søger kærlighed" må sige farvel til sine 200 køer, skriver JydskeVestkysten.

Han har selv begæret sit landbrug konkurs, og nu skal en kurator redde stumperne i konkursboet, der udover 200 økologiske malkekøer også består af ejendommen på Hulskovvej nord for Kolding.

Ole Andersen ønsker ikke at udtale sig om situationen, men til JydskeVestkysten siger advokat og kurator Søren Christensen Volder, at Ole Andersen har erkendt, at han ikke kunne få driften til at hænge sammen:

- Og med den høst - eller mangel på samme - der har været i år, så er det klart, at situationen er lidt stram.

Søren Christensen Volder tilføjer, at det endnu ikke er klarlagt, hvorfor det gik galt, og at der gang i forhandlinger med interesserede købere.

- Der er en pæn interesse for stedet, men det er ikke nødvendigvis fordi, at der fortsat skal være malkekøer. Få dage inden konkursen blev en større del af jorden godkendt til at fungere som grusgrav. Det har højnet interessen, siger Søren Christensen Volder til JydskeVestkysten.

Ole Andersen blev kendt, da han i anden sæson af TV 2-programmet "Landmand søger kærlighed" gjorde kur til fem kvinder. Men det var især hans forkærlighed for at besøge swingerklubber, som fangede offentlighedens interesse.