Det kan være rart med en lejebil på ferien, hvis du skal til en afsides strand eller se nabobyen.
Men du skal læse det med småt, før du skriver under på lejekontrakten.
Du risikerer nemlig at blive prakket ekstra udgifter på ærmet, fortæller økonom Lars Baadsgaard, der er ansvarlig for finansielle test af blandt andet rejseforsikringer hos Forbrugerrådet Tænk.
- Tilkøbsforsikringer er ofte noget, lejebilsvirksomhederne bruger til at tjene ekstra penge på. Og virksomhederne ved godt, at mange forbrugere er lidt for hurtige til at sige ja tak, siger han.
Det kan være tilkøbsforsikringer, som eksempelvis lover at dække din selvrisiko.
Men her dækker din årsrejseforsikring typisk allerede, fortæller Casper Schad, der er advokat hos FDM.
FDM kender alt for godt til problemstillingen.
- Det er udbredt og veldokumenteret, at især i Spanien, Italien og Grækenland er der risiko for, at man bliver prakket ekstraforsikringer på. Eller at prisen på bilen er en anden end den, man var stillet i udsigt, siger Casper Schad.
FDM hører især om problemet, når folk er kommet hjem fra ferien og har returneret lejebilen.
- Og her er det svært at klage, fordi man allerede har skrevet under på tilkøbet, forklarer FDM-advokaten.
Men der er ting, du allerede hjemmefra kan gøre for at minimere risikoen for uforudsete udgifter. Eksempelvis ved at gå efter et firma, der også har kontor i Danmark.
- For det første har du bedre overblik, end du har i lufthavnen, hvor du er træt og måske ikke forstår lokalsproget. For det andet får du lettere klageadgang, siger Lars Baadsgaard.
Hvis du derimod vil satse på en lokal udbyder, råder Lars Baadsgaard til, at du læser grundigt op på deres betingelser hjemmefra. Herefter kan du tage stilling til forsikringerne.
Du bør altid tegne en ansvars- og kaskoforsikring for lejebilen, men det er typisk også obligatorisk.
Til gengæld skal du skal du have øjnene med dig, læse det med småt og bruge din sunde fornuft, når du bliver tilbudt yderligere forsikringer.
Og hvis noget lyder for godt til at være sandt, så er det typisk også tilfældet.
- Man skal ikke vælge den allerbilligste udbyder. Her er risikoen for at blive snydt typisk større. For hvis de falbyder sig på prisen, så skal de tjene pengene et andet sted, siger Casper Schad.
/ritzau fokus/
Af Cecilie Lyngberg, Ritzau FOKUS