De to anklagede tunesere, som skal udvises i sagen om de formodede mordplaner mod en bladtegner, får måske deres sag for en dommer alligevel. Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech har allerede truffet beslutning om at udvise dem uden en retssag, men tuneserne kan selv anke deres sag til domstolene. Det vurderer Jonas Christoffersen, der er adjunkt ved Det Juridiske Fakultet ved Københavns Universitet.
Han påpeger dog, at det er usikkert, om dommeren får adgang til PET s bevismateriale mod tuneserne. Dermed risikerer dommen at falde på et spinkelt grundlag.
»Så må man som dommer sige: Jeg ved ikke noget, så jeg vælger at tro på integrationsministeren. Eller også kan han sige, at fordi han ikke har set beviserne, må de anklagede gå fri,« siger adjunkt Jonas Christoffersen.
Han kalder det for »ydmygende«, hvis en dommer skal havne i den situation.
Loven bør ændres
Politiets Efterretningstjeneste er gået til ministeren og uden om domstolene, fordi efterretningstjenesten ikke vil risikere at afsløre sine kilder og arbejdsmetoder i en eventuel retssag. Nu mener flere kritikere, at der bør oprettes et dommerpanel efter hollandsk og britisk model. Panelet vil som de eneste have mulighed for at vurdere det fortrolige materiale og dermed sikre, at beviserne bliver vurderet af en dommer.
Ifølge forsvarsadvokat Frank Wenzel, som muligvis bliver forsvarer for de to udviste tunesere, er et panel ikke godt nok, men dog bedre.
»Det er en kafkask situation og meget betænkeligt, at den sigtede ikke selv ved, hvad der foregår. Det bliver også umuligt at føre et forsvar, når man ikke ved, hvad man kæmper imod,« siger Frank Wenzel.
Ifølge PET s chef Jakob Scharf ønsker PET ingen retssag mod de to tunesere.
Det
kan enten skyldes, at beviserne er svage, eller at PET prioriterer
beskyttelsen af kilder og arbejdsmetoder højere, end at mændene bliver
dømt.
Ifølge tidligere chef i PET Hans Jørgen Bonnichsen
er PET s succeskriterium netop ikke at mændene dømmes, men at en
eventuel forbrydelse forpurres.