Truede betjente med corona: Flygtet fange stadig på fri fod

Krimi

Politiet leder stadig efter 20-årig mand, der stak af efter grundlovsforhør. Landsret stadfæster fængsling.

Søndag blev en 20-årig mand i et grundlovsforhør ved Retten i Aarhus varetægtsfængslet i fire uger, efter at han angiveligt sagde "corona" og hostede to betjente op i ansigtet.

Men under transporten tilbage fra retten til politigården lykkedes det ham at stikke af. Mandag er han stadig på fri fod.

- Vi leder efter ham med lys og lygte, siger vagtchef Morten Bang Rasmussen fra Østjyllands Politi.

Den 20-årige blev anholdt ved halv fire-tiden søndag morgen. Politiet havde stoppet en bil, hvori han var passager. Ifølge politiet opstod der "uenigheder" mellem ham og betjentene.

Han steg ud af bilen og råbte "corona", hvorefter han først hostede mod den ene betjents hoved og derefter hostede mod den anden.

Anklager Jacob Gents kaldte søndag i en pressemeddelelse den 20-åriges adfærd "fuldstændig tankeløs og hensynsløs" og erklærede sig meget tilfreds med dommerens kendelse.

- Betjentene varetager en samfundskritisk opgave på et tidspunkt, hvor vi befinder os i en meget alvorlig situation, og det er helt uacceptabelt, at de skal mødes med sådan et angreb, sagde anklageren.

Den 20-åriges forsvarer, advokat Mikkel Nielsen, medgiver, at det er dumt, hvis hans klient har sagt det, som han er sigtet for. Men han mener, at fængslingen er ude af proportioner.

Dommeren har lagt til grund, at der er udsigt til en straf på mindst 60 dages fængsel. Når mistanken er særligt bestyrket, er dette en betingelse for at fængsle.

Men normalt vil den opførsel, som den unge mand sigtes for, ifølge advokaten give en straf på fængsel i 30 til 40 dage.

- Politiet vil med sagen statuere et eksempel, og det kan man også se af, at politiet har udsendt en pressemeddelelse, sagde Mikkel Nielsen søndag.

Ifølge forsvareren er hans klient sandsynligvis ikke smittet. Derfor er den påståede trussel ikke særlig hensynsløs, sådan som anklagemyndigheden mener, lød det.

Den 20-årig nægtede sig skyldig og kærede afgørelsen til Vestre Landsret. Mandag har landsretten stadfæstet afgørelsen om, at han skal varetægtsfængsles.

Men først skal han altså anholdes igen.

/ritzau/