Opdateret kl. 14:02
Der er håndsprit på bordene, der bliver nyst i ærmerne og hilst med albuerne.
SF tager flere forholdsregler over for coronavirus under weekendens landsmøde på Hotel Comwell i Kolding.
Alligevel måtte SF formand Pia Olsen Dyhr forsvare, at SF overhovedet gennemfører landsmødet, der har omkring 500 deltagere, da hun lørdag mødte pressen.
På landsmødet bliver der blandt andet serveret buffet, hvor deltagerne står i lange køer for at fiske laks og flæskesteg op på tallerknerne med det samme bestik.
Pia Olsen Dyhr henviser dog til, at der er masser af håndsprit, og at deltagerantallet er under den grænse på 1000 mennesker, som statsminister Mette Frederiksen (S) fredag præsenterede:
- Vi tager coronavirus ganske alvorligt. Som I sikkert har oplevet, så kan man ikke gå rundt her uden at møde håndsprit eller folk, der ikke giver hånd eller knus. Det er faktisk meget usædvanligt for SF’ere, for vi kan godt lide at give knus. Men folk var jo på vej til landsmødet, da regeringen kom med deres melding.
Folk havde også købt billetter til melodigrandprix, men det blev aflyst for tilskuerne?
- Det er korrekt. Vi har vurderet, at det var forsvarligt at holde landsmødet, da regeringen nævnte 1000 deltagere og vi skulle være under 500.
- De er mange, der siger, at jeg skal være opmærksom. Også på mig selv, fordi jeg er kroniker. Der er bestemt behov for, at folk ikke bryder forholdsreglerne, siger Pia Olsen Dyhr.
Hun hilste selv med albuen på de fremmødte journalister, da hun lørdag gik ind i landsmødesalen for at holde sin tale.
Mens deltagerne på SF's landsmøde i Kolding kan se frem til fest lørdag aften, så må tilskuerne ved melodigrandprix i København blive hjemme lørdag aften.
Regeringen opfordrer fredag arrangører til at aflyse eller udskyde arrangementer med over 1000 mennesker for at undgå smittefare.
- Det er en opfordring, som vi forventer bliver efterlevet, sagde statsminister Mette Frederiksen fredag.
Siden da er flere koncerter og sportsbegivenheder blevet aflyst eller skal afholdes uden tilskuere på grund af frygten for smittespredning af coronavirus.
/ritzau/