11 irakiske mænd undgår kravet om hver at skulle stille 40.000 kroner som sikkerhed i forbindelse med en retssag om påstået tortur.
Højesteret fastslår i en kendelse, at kravet ville indebære, at mændene reelt ville blive afskåret fra at føre retssagen mod Forsvarsministeriet.
Det var ministeriet, der havde overtalt Østre Landsret til at stille pengekravet. De 40.000 kroner svarer for flere af mændenes vedkommende til en årsløn.
De 11 hævder, at danske soldater var medansvarlige for, at de i forbindelse med operation Green Desert i november 2004 blev tilbageholdt og derefter udsat for tortur af irakiske myndigheder.
I Højesteret har Forsvarsministeriets advokat holdt fast i pengekravet. Argumentet er blandt andet, at torturofre ikke skal have positiv særbehandling i forhold til andre.
Men irakernes advokat, Christian Harlang, og organisationen Dignity - Dansk Institut mod Tortur har altså fået medhold hos landets øverste domstol.
/ritzau/