Det var en stille dans på stedet i torsdagens obligationsmarked, mens der blev ventet på signaler fra EU-topmødet i Bruxelles, som startede netop, da fondsbørsen i København lukkede. Topmødet fortsætter til fredag eftermiddag.
Renten på den toneangivende, danske statsobligation, 3-21'eren, faldt med 1 basispoint til omkring 1,39 pct., og stort set samme tendens så man i Tyskland. Onsdag steg den danske rente 9 basispoint.
I kriselandet Spanien vendte renten modsat. Spaniens tiårige rente satte sig med omkring 12 basispoint til 5,30 pct. Onsdag bankede den ned med relativt voldsomme 33 basispoint til 5,45 pct.
Spanien var torsdag i markedet med en obligationsauktion, og i modsætning til tirsdagens auktion var det med lange løbetider. Det gældsplagede land solgte statspapirer med løbetider på 3, 4 og 10 år for samlet 4,61 mia. euro mod et udbudsmål på 4,5 mia. euro. Obligationerne røg over disken med en rente på 3,23 pct. mod 3,68 pct. ved den seneste auktion 6. september for de treårige, mens renten på de fireårige obligationer blev 3,98 pct. mod senest 4,60 pct. For de tiårige obligationer med udløb i 2022 blev den gennemsnitlige rente en smule lavere med 5,46 pct. mod 5,67 pct. ved den seneste auktion af tiårige papirer, der fandt sted 20. september.
I Frankrig var der også obligationssalg torsdag, hvor statspapirer med løbetid til 2014, 2015, 2016 og 2017 blev sat i auktion. De forløb også fornuftigt. Den franske, tiårige rente lå ved 17-tiden dog stort set uændret omkring 2,24 pct.
Fra at være udråbt til lidt af en "non-event" på de finansielle markeder er spændingen omkring EU-topmødet de seneste dage blevet betydeligt større, og Spanien kan komme til at fylde mere på mødet end antaget for nogle dage siden. Det konstaterer aktiestrateg Henrik Drusebjerg over for Ritzau Finans.
- Der har generelt været en positiv stemning på de europæiske markeder, og der har været travlhed på rygtebørsen. Forlydender om, at Tyskland vil sige "ja" til en spansk kreditbevilling, har bidraget til den positive stemning og dermed også øget forventningerne til topmødet, vurderer Henrik Drusebjerg.
Det var en blandet buket nøgletal, USA satte i vasen torsdag eftermiddag. De ugentlige arbejdsløshedstal skuffede, mens nøgletal for ledende indikatorer og det såkaldte Philly Fed-indeks overraskede positivt. Nettoeffekten på finansmarkederne var stort set neutral. Aktierne rettede sig dog en smule efter de to sidste tal, efter at de tidligere på torsdagen var blevet negativt påvirket af de skuffende ugentlige ledighedstal.
/ritzau/FINANS
Claus Mikkelsen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk