I en ny afgørelse fra Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn modtager både overlæge og 1813-akuttelefonen kritik for forløbet op til Henrik Winthers dødsfald i marts 2014. Det skriver Politiken søndag.
Henrik Winther døde en uge efter en banal knæoperation af kødædende bakterier i sit ben. Forud for sin død oplevede han vanvittige smerter i benene, men trods henvendelser til egen læge og akuttelefonen blev der ikke grebet ind. Først da han henvendte sig på hospitalet blev der taget blodprøver, men den behandlende læge tog hjem, før de blev læst. Dagen efter døde Henrik Winther.
Ifølge Disciplinærnævnet er den behandlende læge dog ikke hovedansvarlig. Det er overlægen på afdelingen, der ikke sørgede for at organisere arbejdsgangene sådan, at blodprøver blev analyseret, og handling effektueret straks, hvis prøverne var alarmerende, og den behandlende læge ikke selv var til stede.
I nattetimerne efter Henrik Winthers besøg på hospitalet henvendte han sig igen til akuttelefonen, men blev her rådet til at lægge is på benet og henvende sig på hospitalet igen dagen efter.
Ifølge Disciplinærnævnet har lægen hos 1813-telefonen ikke reageret tilstrækkeligt på, at patienten "udviste afvigende symptomer" i form af tiltagende smerter seks dage efter en knæoperation, fordi betændelse i den slags situationer kan være oplagt.
Direktør for Region Hovedstadens akutberedskab, Freddy Lippert, siger i en skriftlig kommentar til Politiken, at "det er en meget trist sag":
"Vi har taget ved lære af sagen og fulgt op på den".
Samme reaktion kommer fra vicedirektør Kristian Antonsen, Bispebjerg og Frederiksberg Hospital.
"Vi beklager denne sag meget dybt. Det kan vi ikke gentage for ofte", siger han til Politiken og understreger, at sagen har ført til ændringer i procedurer.
Med Disciplinærnævnets afgørelse er det reelt tredje gang, at der udtales myndighedskritik af sagens forløb. Men det er første gang, den kritik går direkte mod konkrete sundhedspersoner.