Opdateret kl. 11:34
13 franske soldater, som var sat ind i en aktion mod jihadister i Mali, er dræbt. Det skete, da to helikoptere ramte hinanden.
Det oplyser præsident Emmanuel Macrons kontor.
Det er det største militære tab for Frankrig i denne egn af Afrika, siden de franske soldater blev indsat i Mali i 2013.
Ulykken skete mandag aften. Her var soldaterne sat ind for at opspore jihadister, der i flere uger har gennemført en række dødelige angreb i det nordlige Mali.
Danskere med i Mali
I en erklæring fra Frankrigs væbnede styrker lyder det, at det var en helikopter af typen Tigre, der kolliderede med en Cougar-helikopter. De to helikoptere var tilkaldt for at bakke franske soldater på landjorden op.
Frankrig har indsat over 4.500 soldater i Sahel-området, hvor islamistiske oprørere med tilknytning til Islamisk Stat og al-Qaeda har fået fodfæste.
Det nordlige Mali bruges ofte af jihadisterne som afsæt for angreb i andre områder af ørkenbæltet.
Danmark har i flere år bidraget til FN's fredsbevarende mission i Mali. For øjeblikket er tre danske stabsofficerer og et C-130 Hercules transportfly med tilhørende mandskab indsat i Mali, oplyser Forsvaret.
/ritzau/AFP
/ritzau/AFP