Usikkerhed fik tirsdag investorerne til at pille penge ud af aktierne for i stedet at flytte dem over i mere sikre investeringer på obligationsmarkedet, og det gav faldende statsrenter dagen igennem.
Herhjemme dykkede renten på den toneangivende statsobligation med udløb i 2023 med 5 basispoint til 1,98 pct., og bevægelsen var nogenlunde tilsvarende hos den tyske ækvivalent samt i mange af de nordeuropæiske lande generelt. I Sydeuropa var der mindre rentestigninger at spore.
I fravær af store nøgletal var bevægelserne nogenlunde stabile dagen igennem, og manglen på inspiration fik i stedet investorerne til at fokusere på onsdagens referat af det seneste møde i den amerikanske centralbanks pengepolitiske komité.
Federal Reserve fastholdt både rente og obligationsopkøbsprogram i forbindelse med mødet i slutningen af juli, men fokus er på, hvornår centralbanken har tænkt sig at skrue ned for opkøbene, der lige nu lyder på 85 mia. dollar om måneden.
Herhjemme solgte staten en portion statspapirer med udløb i 2023 samt 2016 for samlet knap 2 mia. kr. tirsdag formiddag. Begge udstedelser medførte en smule højere låneomkostninger for staten.
De 10-årige obligationer gik således til en gennemsnitlig rente på 2 pct. mod 1,83 pct. ved den seneste tilsvarende udstedelse i begyndelsen af juli. Obligationerne med udløb i 2016 blev bortauktioneret med en rente på 0,48 pct. mod 0,44 pct. ved auktionen den 2. juli.
/ritzau/FINANS
Mikkel Brix Kvols +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk