Cykelrytteren Primoz Roglic sikrede fredag LottoNL-Jumbo-holdet en kærkommen opmuntring, da sloveneren vandt 3. etape i Tirreno-Adriatico.
Den tidligere skihopper kørte væk på den korte stigning op mod mål på dagens lange etape, hvor rytterne skulle tilbagelægge næsten 240 kilometer på tværs af Italien.
Dermed var der noget positivt i løbet for rytteren, der torsdag styrtede på 2. etape.
- Det var min taktik at angribe langt ude fra, for jeg har allerede tabt nogle spurter i min karriere. Jeg turde ikke vente til sidst.
- Jeg kom til Tirreno-Adriatico for at køre det samlede klassement, men jeg mistede muligheden i går (torsdag, red.), så jeg flyttede mit fokus til andre mål.
- Nu har jeg fået min etapesejr, og jeg er lykkelig, siger Roglic ifølge AP.
Etapen gik fra Follonica med målstreg i Trevi, hvor de sidste 11 kilometer var på en rundstrækning.
Ingen kunne hente VM-sølvvinderen i enkeltstart fra 2017, og Primoz Roglic vandt foran Adam Yates.
Scott-rytteren var i mål tre sekunder efter, mens Lotto-Soudal-rytteren Tiesj Benoot på tredjepladsen var seks sekunder efter i jagten på Roglic.
I det samlede klassement ligger Sky-holdet godt til, da Geraint Thomas overtog den samlede førsteplads med samme tid som Greg Van Avermaet (BMC).
Thomas' holdkammerat Chris Froome ligger på tredjepladsen samlet, og Froome er tre sekunder efter.
Det danske cykeltalent Søren Kragh Andersen måtte opgive at fuldføre 3. etape, da Sunweb-rytteren måtte udgå med sygdom.
For tre uger siden måtte den hårdtprøvede dansker udgå af Tour of Oman efter en hjernerystelse.
Dermed er Mads Pedersen fra Trek-holdet nu eneste dansker i løbet, der slutter på tirsdag.
/ritzau/