Længere tids politisk dødvande er overstået i Kosovo, efter at Balkan-landets parlament har godkendt en ny koalitionsregering med Albin Kurti som premierminister.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Den 44-årige Albin Kurti er leder af venstrefløjspartiet Vetevendosje, som sammen med centrumhøjrepartiet LDK udgør den nye regering.
De to partier sikrede sig ved et parlamentsvalg i oktober flertallet af stemmerne.
Kurti lovede, inden parlamentet ved en afstemning søndag godkendte hans regering, at han vil lægge en hård linje i forhandlinger med nabolandet Serbien. Desuden vil han bekæmpe korruption og arbejdsløshed.
Albin Kurti er i Kosovo primært kendt for sin tid som studenteraktivist i 1990'erne, hvor han protesterede mod serbisk undertrykkelse af kosovoalbanere, inden borgerkrigen brød ud.
Ifølge nyhedsbureauet AFP måtte Kurti tilbringe to år i et serbisk fængsel som følge af sine protester.
Kosovo var indtil 1999 en autonom provins i Serbien, men i 1999 tvang Nato med en militær indsats Serbien ud af Kosovo.
Forinden var tusindvis af personer, hovedparten kosovoalbanere, blevet dræbt i oprørskampe mod serbiske styrker.
I 2008 udråbte Kosovo sig som en selvstændig stat, som er anerkendt af USA og de fleste lande i Europa, herunder Danmark.
Serbien afviser derimod fortsat at anerkende Kosovos selvstændighed, og de to landes forhold er ikke "normaliseret", skriver Reuters.
Kurti oplyste mandag, at han vil overtage ansvaret for forhandlingerne med Serbien, som ledes af EU. Hidtil har Kosovos præsident, Hachim Thaci, der er Albin Kurtis største politiske rival, stået for forhandlingerne.
Kurti har tidligere sagt, at han først vil tage kontakt til Kosovos serbiske befolkning og derefter konsultere EU om forberedelserne til en ny dialog med Serbiens regering.
- Vi skal være godt forberedt. Vi kan ikke tåle endnu en fiasko, sagde han til AFP.
/ritzau/