Den tidligere franske premierminister Manuel Valls har meddelt, at han stiller op til borgmesterposten i den spanske storby Barcelona.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
- Jeg vil være den næste borgmester i denne fantastiske by, siger Valls på catalansk til et valgmøde i Barcelonas centrum tirsdag aften.
56-årige Valls er født i Barcelona som søn af en spansk far og en schweizisk-italiensk mor, men han er opvokset i Frankrig. Han sad som premierminister under den tidligere franske præsident François Hollande i to år fra 2014 til 2016.
Det er uden fortilfælde, at en regeringsleder i ét land søger et politisk embede i et andet land.
I 2016 trak Valls sig fra posten for at stille op i det franske socialistpartis primærvalg forud for præsidentvalget i 2017. Han tabte dengang til den mere venstreorienterede Benoît Hamon. Siden har han meldt sig ud af partiet.
Efter sin periode som premierminister har han i stadig højere grad blandet sig i diskussionen om Cataloniens fremtid som en del af Spanien, og han har været meget kritisk over for ønsket om catalansk selvstændighed.
I april i år blev han spurgt af midterpartiet Ciudadanos, der kæmper mod selvstændighed, om han ville stille op. Og nu har han altså sagt ja.
- Siden min fødsel har mit forhold til Barcelona været intimt og konstant, sagde Manuel Valls på pressemødet tirsdag.
Men på trods af de hjertevarme følelser for fødebyen er det langt fra sikkert, at Valls kan hive sejren hjem.
- Hans chancer for at blive borgmester er meget små, siger Jordi Munoz, professor i politologi ved Universitetet i Barcelona.
Det er ifølge professoren især Valls' moderate og midtersøgende politiske arv i Frankrig, der kan have svært ved at slå igennem i den forholdsvist venstreorienterede spanske millionby.
Manuel Valls' kandidatur er muligt, fordi EU-regler tillader statsborgere i ét medlemsland at stille op på valglister til lokalvalg i de øvrige EU-lande. Dog skal en række betingelser være opfyldt.
Valget til Barcelonas bystyre afholdes til maj næste år.
/ritzau/AFP
/ritzau/AFP