Mens Caroline Wozniackis kæreste, Rory McIlroy, for første gang i karrieren slutter et år som verdens nummer et, så var der også gode nyheder for danske Thorbjørn Olesen, da golfsportens verdensranglisten blev opdateret mandag.
Danskeren slutter året som nummer 50 i verden, og det sikrer ham lige akkurat deltagelse ved US Masters - den første af fire majorturneringer i 2013 - i april.
Det er verdens top-50 på årets sidste verdensrangliste, der med garanti er sikret en plads ved US Masters, og Thorbjørn Olesen endte med kun 0.01 point foran australske Geoff Ogilvy. Australieren må nu sikre sig en US Masters-billet på anden vis.
Thomas Bjørn var allerede sikret deltagelse inden årets sidste verdensrangliste. Veteranen slutter 2012 som nummer 45 i verden og er på papiret dermed stadig den bedste dansker.
I toppen har McIlroy engelske Luke Donald lige bag sig. 23-årige McIlroy vandt fire turneringer i 2012 - blandt andet majorturneringen US PGA Championships i august.
Det amerikanske golfikon Tiger Woods er nummer tre. I 2011 sluttede Woods året som nummer 23, så amerikaneren har haft et ganske godt 2012.
/ritzau/