Koncerten med det britiske band The 1975 blev en kort fornøjelse for de fremmødte til Good Vibes-festivalen i Malaysias hovedstad, Kuala Lumpur, fredag aften.
De gode vibrationer så ellers ud til at flyde frit, da gruppen arbejdede sig igennem sange som "28", "Give Yourself a Try" og "Inside Your Mind".
Men fans af storhittene som "Chocolate" og "Somebody Else" måtte vente forgæves, efter at bandets forsanger begav sig ud i en tale efter at have spillet "Looking for Somebody".
I talen serverede han ifølge nyhedsbureauet Reuters i en række knap så pæne vendinger den malaysiske regering for en række kritikpunkter vedrørende landets LGBT-lovgivning.
- Jeg begik en fejl. Da vi bookede koncerter, havde jeg ikke set på sagerne, sagde Matty Healy efter koncertens femte nummer.
- Jeg kan fandeme ikke se meningen ... med at booke The 1975 til et land og så fortælle os, hvem vi må dyrke sex med.
Men ord var ikke nok for Healy, og han besluttede sig for at demonstrere sin holdning ved at kysse bandets bassist, Ross MacDonald, på scenen.
Gruppen fortsatte derefter koncerten, umiddelbart som om intet var hændt.
Men efter fremførelser af "I Like America and America Likes me" og "I Couldn't Be More in Love" blev musikken pludselig stoppet, og Matty Healy greb mikrofonen igen.
- Nå, vi bliver nødt til at smutte. Vi er lige blevet bandlyst fra Kuala Lumpur. Vi ses senere, sagde forsangeren.
Arrangørerne bag Good Vibes-festivalen skrev senere i en pressemeddelelse, at The 1975-koncerten blev stoppet på grund af et "brud på festivalens koncertregler".
Malaysias kommunikationsminister, Fahmi Fadzil, kaldte gruppens koncert "meget respektløs" i et opslag på det sociale medie Twitter. Han vil indkalde festivalarrangørerne for at få en forklaring på hændelsen.
Malaysias premierminister, Anwar Ibrahim, sagde tidligere på måneden, at hans regering vil beskytte islams principper. Han sagde også, at hans regering ikke vil anerkende LGBT-rettigheder.
/ritzau/