I modsætning til mange andre kommuner med langt færre indvandrere har Ballerup Kommune formået at gøre tosprogede elever til lige så gode læsere som deres danske kammerater.
84 procent af de tosprogede elever i alle andenklasser i Ballerup er »hurtige og sikre læsere«. Dermed læser de lige så godt som de danske elever. Det viser en læseundersøgelse fra maj i år. Og det står i skarp kontrast til flere danske læseundersøgelser og ikke mindst til PISA-undersøgelsen, som viser, at Danmark skraber bunden internationalt, når det handler om at lære tosprogede elever noget.
Ballerups succes bygger på test, ros og intensiv sprogtræning.
Men det var et sprogprojekt, kommunen gennemførte i 2003, der for alvor satte skub i tingene.
»Projektet viste, at syv ud af ti tosprogede børnehaveklasseelever havde et alt for lille ordforråd. Det gjaldt kun en ud af ti af de danske børn. Med den viden i hånden tog vi fat,« siger læsekonsulent Marianne Thougaard, der står bag læseundersøgelsen.
Lektiecafé og sprogtest
Hedegårdsskolen i Ballerup har 30 procent tosprogede elever, og her betyder kommunens fokus, at skolen nu kan tilbyde ekstra samtaler til de tosprogede elevers forældre i indskolingen. Der er også blevet råd til lektiecafeer og til at sprogscreene alle elever allerede i børnehaveklassen.
Testene bruges som udgangspunkt for en handleplan for hver enkelt elev – både dem, der har startvanskeligheder, og dem, der bare drøner derudad. Skolen efteruddanner desuden en stadig større gruppe af skolens lærere til at undervise i dansk som andetsprog.
»Almindelige faglærere kommer meget let til at tale hen over hovedet på de tosprogede. Ikke af ond vilje, men simpelthen fordi de ikke er uddannet til at være opmærksomme på, at eleverne har andre forudsætninger for at forstå sproget,« siger Line Ludvigsen, en af skolens ti lærere, der underviser i dansk som andet sprog. Inden skolens sjette klasser begynder med faget hjemkundskab, tager hun dem for eksempel altid med i skolekøkkenet og viser, hvad en palet og et dørslag er og taler med dem om, hvad man bruger redskaberne til, fortæller hun.
Formanden for PISA-konsortiet i Danmark, professor Niels Egelund, kalder Ballerups resultater »enormt flotte«. Han er ikke i tvivl om, at netop lærere som Line Ludvigsen er med til at løfte de tosprogede.
» Vi har gevaldigt brug for kommuner som Ballerup til at gå forrest. Og jeg er slet ikke i tvivl om, at der skal satses massivt på at efteruddanne lærere til at undervise i dansk som andet sprog.«