Opdateret kl. 12:40
Små solsorte-, blåmejse- og gråspurveunger, der opholder sig på jorden og ikke kan flyve, får bekymrede borgere til telefonerne.
De ringer til Dyrenes Beskyttelses vagttelefon, fordi de tror, at fugleungerne er i nød.
Faktisk tager småfugleungerne førstepladsen som den dyreunge, vagtcentralen modtager flest opkald om. Det skriver Dyrenes Beskyttelse i en pressemeddelelse.
Men langt fra alle opkaldene er nødvendige. Det fortæller Michael Carlsen, der er zoolog hos Dyrenes Beskyttelse:
- I de fleste tilfælde har ungen slet ikke brug for hjælp. I omkring halvdelen af tilfældene er det en naturlig situation, den sidder i.
- Den største fare i den situation, er det menneske, der har opdaget den og er bekymret for den.
Sidste år udløste småfugleunger 2450 opkald fra bekymrede borgere, men det er ofte naturligt, at fugleunger befinder sig på jorden.
Michael Carlsen fortæller, at fugle kan beordre deres unger ud af reden, hvis den for eksempel er blevet opdaget af et rovdyr.
- Det er en situation, som vi mennesker ikke forstår, fordi vi tror, at fugleunger skal blive i reden, indtil den er fuldt færdig og kan flyve.
- Men sådan er det ikke. Mange fugle vokser op på jorden og i buske, hvor de sidder og er lidt hjælpeløse, men bliver passet af forældrene.
Han understreger, at man derfor som udgangspunkt skal lade fugleunger, man finder på jorden, være.
Hvis fugleungen er nøgen, har skader eller er tydelig svækket, bør man ringe til Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral på 1812, hvor man kan få rådgivning til, hvordan situationen skal håndteres
/ritzau/