Jesper Grunwald er journalist, blogger og taxichauffør. Han er født i 1954 og og har taget hele dannelsesrejsen fra sin opvækst i et grundtvigsk, borgerligt landbo-hjem på Bornholm til en lang karriere i Danmarks Radio med en håndfuld cheftitler. Nåede at blive ridder af Dannebrog, inden han sagde op. I dag realiserer han en gammel drøm om at være taxachauffør. Det sker I den sølvgrå Mercedes med det grønne logo . Med frie arbejdsforhold og udstyr til at skrive og fortælle historier fra den fire-hjulede virkelighed. Det blev til bogen JEG ER BARE TAXAMAND sidste år. I Ekstrabladet EKSTRA om søndagen. På hans blog www.taxamand.dk. Og så her i avisen.dk, hvor han har sin egen blog: Et kig på Danmark og verden gennem forruden på en Mercer....
DET RYSTER de sociale medier, at skolevalget 2017 gav et blåt flertal, så det ellers vil noget.
Hvis det stod til de danske skoleelever fra 8.-10. klasse lige nu, ville den blå blok have et drøn-solidt flertal på mere end 55 procent. Det viste Skolevalg 2017 i sidste uge, hvor en række danske skoler begav sig ind i demokratiets kerne – og stemte på de eksisterende danske partier.
Det ser sort ud for de røde!
” … Alle undersøgelser viser, at når vi i en ung alder knytter os til en politisk farve, har den en tilbøjelighed til at hænge ved … ”, - kommenterede samfundsforskeren i et interview på P1. Dannebrog er rødt, men fremtiden er blå.
Og så blev rynket pander og kommenteret.
EN ENKELT forsker forsøgte dog også at sige, at skolerne i valget ikke nødvendigvis er repræsentative. De er skolerne, der har flest ressourcer, der deltager. Men da det i høj grad er de mindre privilegerede befolkningsgrupper, der står bag højredrejningen i Danmark, vil det vel ikke nødvendigvis betyde en drejning mod venstre, at de hårdest kæmpende skoler var med.
Den twittende statsminister var glad og fro og struttede af glæde.
Jeg ville nok have holdt lidt igen med fryden, for i skolevalget endte Venstre på samme niveau som ved valget i 2015 (19,5 – blandt de unge 19,1 procent af stemmerne). Liberal Alliance er i skolevalget næsten fordoblet til 13,5 procent – og de konservative næsten tredoblet til 12,8.
De unge ville sikre den nuværende regering 5 procentpoint flere stemmer – og blot være knap 5 procentpoint fra absolut flertal. Men Venstre ville altså ikke være det entydigt dominante regeringsparti.
DET SER som sagt sort ud for den røde blok, hvis skoleungdommen skulle sammensætte Folketinget. Socialdemokraterne er helt nede på 15 procent, hvor sidste valg gav dem 26 procent. SF er lidt større og Enhedslisten lidt mindre. Alternativet blev større ved skolevalget – men det parti anstrenger sig jo jævnligt for ikke at acceptere den røde og den blå blokdannelse. Til gengæld er de radikale tre gange så store i skolevalget – men her er jo grundlæggende tale om et socialliberalt og ikke et rødt parti.
"Jeg lægger ikke skjul på, at mit eget hjerte ligger hos de røde, men jeg kan godt se, at de i praksis ikke har mange bud i ungdomsuniverset på verdens forandring"
Hvis det ser sort ud for de røde – så er udsigterne KULsorte – for de sorte. DF fik 21 procent ved folketingsvalget i 2015 – men kun 8,4 ved skolevalget. Og De Nye Borgerlige ville slet ikke komme i Folketinget (blot tilslutning fra 1,4 procent), hvis de unge fik magt, som de tilsyneladende har agt.
”Hvordan kan de unge dog GØRE det?” tænker man i forældre- og bedsteforældregenerationen, som er bekymrede for højredrejningen.
Jeg kunne fristes til at sige det modsatte.
Borgerligheden er da indlysende, når man betænker, at børnene er vokset op i en moderne kultur, som mere end nogensinde i moderne tid har dyrket og dyrker individualismen. For slet ikke at tale om en af de største mangelvare i deres opdragelse: De har haft så svært ved at finde et ordentligt oppositionsforhold til deres forældre, der jo selv vil være en slags unge i kultur og livsstil. Hvordan bliver man progressiv, hvis ikke man har noget at slås imod?
DET ER i virkeligheden de ægte røde – altså partierne med rødder i det socialistiske tankegods – der har den største udfordring.
Med et næsten halveret socialdemokrati, en enhedsliste i svag tilbagegang – og blot en marginal fremgang for SF, må der være et eller andet galt i forholdet mellem nutidens ungdom og den demokratiske socialistiske bevægelse. Trods en tidsalder med voksende ulighedsproblemer, en global sikkerhedssituation, som nogle gange virker farligere end den kolde krig – og en dybt ubehagelig rovdrift på natur og ressourcer, virker de klassiske røde partier som ubeslutsomme – nærmest lidt umoderne.
Jeg lægger ikke skjul på, at mit eget hjerte ligger hos de røde, men jeg kan godt se, at de i praksis ikke har mange bud i ungdomsuniverset på verdens forandring.
Socialdemokraterne har så langt ude i pragmatikken, at de i langt højere grad stemmer med de borgerlige end med ”vennerne”, når det kommer til det praktiske arbejde i Folketinget.
De kalder det realpolitik.
Enhedslisten har yngre profiler i spidsen, men sidder dybest set fast i dogmerne fra sin egen fortid: Den internationale politik, især Europapolitikken er det bedste eksempel. EU er noget kapitalistisk lort og alternativet – har nogen egentlig forstået, hvor internationalismen blev af i EL?
De synes selv, at EU-modstanden er at stå fast
SF – ja det gode, humanistiske SF ømmer sig stadig over årene med regeringsansvar. Det gjorde så ondt, at det ligefrem fik en håndfuld unge folkesocialisterne til at skifte parti.
De kaldte det, at ”turde se sig selv i øjnene”.
SKOLEVALGET 2017 er ikke en garanti for, at fremtiden er blå.
Men det er et signal om, at venstrefløjen har meget svært ved at præsentere sig i megakapitalismens, folkevandringernes og ressourcemisbrugets tidsalder.
Og hvis den usikkerhed og manglende forankring fortsætter i den nye generation af vælgere, ser det sort ud for de røde.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.