Jan Hoby er næstformand i LFS (Landsforeningen for Socialpædagoger) og 100% socialist og feminist. Han er født i 1962 og opvokset i arbejderkvarteret Bispebjerg. Fra den tidlige ungdom har han været organiseret socialist. Jan vil hovedsageligt blogge om arbejderbevægelsens, primært fagbevægelsens, udfordringer set fra en aktivistisk og venstreorienteret fagbureaukrats udkigspost. Men han vil også tage emner som kritisk pædagogik, børns hverdagsliv og forskning inden for disse områder op.
HVIS NOGEN skulle være i tvivl, så føres der i disse tider den mest benhårde klassekamp fra oven mod alt og alle i Danmark. Klassekampen anføres af Lars Løkke Rasmussens regering og hans blå støttepartier og med Dansk Folkeparti i spidsen.
Lars Løkke Rasmussen har den smalleste regering siden Hartling i 1973. Alligevel ser vi den mest benhårde, målrettede og ambitiøse regering i det 21. århundrede. Hvis man gik og troede, at Anders Fogh Rasmussen var den store nyliberalistiske minimalstatstrussel, så tager man fejl. Anders Fogh Rasmussen skrev godt nok ’Fra socialstat til minimalstat’, men det er Lars Løkke Rasmussen, der kommer til at realisere liberalisternes vildeste drøm, ambition og idealsamfund.
Den højt besungne danske model og det danske klassekompromis, som danner baggrunden for det danske velfærdssamfund og arbejdsmarkedsmodel, er ved at gå i opløsning. Overklassen, arbejdsgiverne og de borgerlige partier har nemlig ikke brug for hverken det danske velfærdssamfund eller arbejdsmarkedsmodel. Det betyder, at velfærdsstatens æra er forbi. Det er bare svært for arbejderbevægelsen at erkende. For alle agerer, som om at den danske model og velfærdsstat er stort set intakt.
Velfærdsstaten blev muliggjort af bestemte magtrelationer og styrkeforhold mellem arbejdsgiverne og fagbevægelsen. Der opstod et fælles politisk ønske mellem højre- og venstrefløjen om fuld beskæftigelse, et reguleret marked og dæmpet konkurrencepres. Der var en politisk konsensus om økonomisk omfordeling, fattigdomsbekæmpelse, socialt sikkerhedsnet og arbejdsløshedsforsikring. Rød og blå blok var enig om universelle ordninger, gratis uddannelse og sundhed.
MEN DET er længe siden, at der eksisterede denne form for politisk konsensus mellem partierne i blå og rød blok. Først og fremmest fordi styrkeforholdene mellem arbejdsgiverne og fagbevægelse er ændret grundlæggende til fordel for arbejdsgiverne. Der er særligt efter den globale finanskrise i 2008 kommet fuldt fart på arbejdsgivernes offensiv og deres borgerlige venners totalangreb på velfærdsstaten og den danske arbejdsmarkedsmodel.
Den politiske kontekst er en helt anden, end den offentlige samtale handler om. Socialdemokraterne er i det 20. århundrede gået fra reformisme med reformer, der betød reelle forbedringer for landets lønarbejdere til reformisme uden reformer i 1980’erne, for at ende op med kontrareformer som privatisering, udlicitering og markedsgørelse af den offentlige sektor fra 1990’erne under Poul Nyrup Rasmussen.
Dermed har gjorde socialdemokratiet forarbejdet for højrefløjen
Lars Løkke Rasmussen har med sin 2025-plan erklæret krig mod alle danskere, der ikke er en del af sociale, økonomiske og politiske elite. Lars Løkke Rasmussen har trods sit spinkle parlamentariske grundlag styrke til at angribe alle grupper i samfundet, fordi han ved, at fagbevægelsen hverken kan eller vil bruge fællesskabets styrke eller kollektiv handling til at standse hans smadring af de sidste rester af det danske velfærdssamfund og arbejdsmarkedsmodel.
2025-planen er inspireret af Margaret Thatchers totale krig mod den britiske fagbevægelse, særligt minearbejderforbundet og velfærdsstaten i 1984, hvor Margaret Thatcher gik ud som sejrherre. Hverken fagbevægelse eller velfærdsstat i Storbritannien er nogensinde kommet sig over nederlaget.
DEN SAMME skæbne kan meget vel blive vores.
Kontanthjælpsloftet er blot symbolet på hvor meget klassehad, kynisme og menneskefjendskhed, der er at finde i Lars Løkke Rasmussens regering og de blå partier.
Kontanthjælpsloftet tvangsødelægger familier, ligestilling og børns opvækst. Det rager blå blok en høstblomst, at 43.500 børns opvækst skal betale prisen for, at landets 40.000 rigeste kan få skattelettelser, og blå blok er rystende ligeglade med, at titusindvis af fattige kontanthjælpsmodtagere bliver sendt på gaden eller fattiggården.
Tilhængerne af ulighed er ligeglade med, at årtiers ligestilling bombes tilbage til stenalderen, fordi staten har sørget for at enlige kvinder med og uden børn ikke kan klare sig selv.
I al sin enkelthed går Lars Løkke Rasmussens krig ud på at føre en politik, hvor privatiseringer, nedskæringer og deregulering af den offentlige sektor suppleres med generelle angreb på lønmodtagernes organisering og løn- og arbejdsforhold.
MÅLET ER at rulle de forbedringer, som lønarbejderne fik gennem 1960’erne og specielt 1970’erne tilbage, og i stedet flytte pengene over i erhvervslivets lommer med særlig forkærlighed for de rigeste og de multinationale.
Engang blev reformer gennemført for at undgå revolution. I fremtiden er reformer årsagen til revolution. Forhåbentlig bliver det skæbnen for Lars Løkke Rasmussen og overklassens krig mod alle os andre.
Vi mangler nemlig ikke boliger, mad, penge eller arbejde i Danmark. Vi mangler blot at fordele det på en måde, så alle i Danmark kan få det.
Med det kræver fællesskabets styrke og kollektiv handling at sikre det.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.