Normalt er håndjerns-sex en pirrende oplevelse, som unge mennesker meget gerne praler med.
Men for et norsk par på 18 år og 19 år blev det hele lidt for spændende, da de mandag aften parkerede på en rasteplads ved Drøbak syd for Oslo for at teste bilens fjedre.
Den 19-årige ungersvend troede, han var sikret en forrygende aften, da kæresten fandt et par håndjern i bilen.
"Det ene førte til det andet, og hun tog et par håndjern, som jeg havde liggende i bilen. Jeg tænkte, det var ok, siden nøglen også lå der," fortæller den 19-årige fyr til vg.no.
Men efter de var færdige med løjerne, var nøglerne pist forsvundet.
"Jeg ledte en halv time, men fandt kun gamle snusæsker og colaer. Så det var lidt sådan 'hvad gør vi nu'," fortæller den 19-årige ungersvend om den fængslende sexoplevelse.
Desperate forsøgte de at få fat i nogle venner, der kunne hjælpe dem fri. Men ingen af dem tog telefonen. Derfor måtte parret til sidst bide skammen i sig og køre til nærmeste politistation.
Her tog ordensmagten beredvilligt imod de unge mennesker, der troppede op med blussende kinder og kun tæpper og sjaler om overkroppene. Håndjernene gjorde det nemlig umuligt at få tøjet på igen.
"Det er jo helt utrolig pinligt. Jeg bliver flov bare at af snakke om det. Det er i hvert fald en historie, jeg kommer til at huske," fortæller den uheldige unge mand.