De seneste 24 timers blodige stridigheder i den syriske by Houla har kostet flere end 90 mennesker livet, herunder mindst 25 børn, og såret over 100. Det siger syriske aktivist- og menneskeretsgrupper.
De syriske regeringssoldater fortsætter lørdag formiddag deres bombardement af byen, som begyndte fredag eftermiddag.
- Mange mennesker flygter ud af Houla i takt med soldaternes beskydning, siger Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder.
Aktivister i Houla sætter dødstallet til mindst 88, men de siger også, at antallet sandsynligvis er langt højere, skriver britiske BBC.
- De fleste dræbte er kvinder og børn, siger Den Lokale Koordineringskomité, LCC.
Ifølge aktivisterne er hele familier udslettet i udkanten af Houla, der ligger lidt nord for en anden oprørsby, Homs.
Oppositionsgruppen Syriens Nationalråd sætter dødstallet til flere end 110 og "snesevis" af sårede.
Amatørvideoptagelser lagt ud på YouTube viser uhyggelige billeder af lemlæstede børn, der ligger på en gade. Mindst et barn har fået hovedet sprængt af.
Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder fordømmer blodsudgydelserne og kritiserer i bitre vendinger det internationale samfund for ikke at gribe ind.
- De syriske regeringssoldater har begået en massakre, men det internationale samfund forholder sig tavs, hedder det i en erklæring.
Den Arabiske Liga og FN's mægler for Syrien, Kofi Annan, der fik en våbenhvile igennem i april, planlægger at rejse til Damaskus for at mødes med den syriske ledelse. Det er dog uklart, hvornår han rejser.
AFP