Sygeplejerske: Politikere bør straffes for dårlige arbejdsforhold
Blog

Af Lise Müller
Se alle blogindlæg

Om Lise Müller

Lise Müller er næstformand i SF. Hun er uddannet sygeplejerske og blev kendt i offentligheden, da en facebookopdatering om dårligt arbejdsmiljø førte til en samtale med hendes øverste chef. Lise Müller er i dag tilknyttet hjemmesygeplejen. Hun har tidligere siddet i regionsrådet og arbejder i dag halv tid som sygeplejerske og halv tid som politiker.

SOCIALMINISTER MAI MERCADO har netop bebudet, at offentlige ansatte skal kunne straffes med fængsel, såfremt de ikke får indberettet, når børn mistrives.

Børns mistrivsel er forfærdelig og unødvendig. Der kan og skal sættes massivt ind, for at forebygge og behandle det. Men hvorfor gøre det ved at straffe de mennesker, der bruger deres arbejdsliv på at yde en indsats for børn og unge?

Jeg ved efterhånden ikke, hvorfor man skulle ønske at påtage sig et ansvar i den offentlige sektor. Samtidig med at den drænes, udskældes og udsultes i forhold til de enorme og vigtige opgaver der ligger, så kan man altså nu imødese straf, hvis det står til regeringen.

Hvis man skal følge regeringens logik, er det så ikke ved at være tid til at foreslå, at vi skal straffe de politikere, der nægter at sikre, at de ansatte har arbejdsforhold, der kan sikre en værdig og ordentlig løsning af de behov, borgerne nu engang har?

IGENNEM LÆNGERE TID har læger råbt vagt i gevær i forhold til at styrelsen for patientsikkerhed gik ualmindeligt aggressivt til værks, når de anmeldte læger, der ikke havde fået noteret alt i journalen. Sagen fra Svendborg, hvor en læge blev dømt for ikke at notere en ordination skabte så stor utryghed hos lægerne at tusindvis protesterede.

Den manglende dokumentation måtte direktøren for styrelsen indse med egne øjne, da hun var med på vagt og så hvor mange gange man i løbet af en vagt måtte træffe beslutninger uden at kunne nå at dokumentere det. Lægerne oplevede at snarere end at sikre læring og udvikling, så var myndighederne gået på klapjagt.

Og her er vi altså fremme ved sagens kerne: På overfyldte og underbemandede sygehusafdelinger er risiko for fejl og fejlskøn størst. Sådan er det også i jobcentret, i børnehaven, i skolen og alle andre steder.

PÅ MIT GAMLE ARBEJDE havde vi flere opgaver end vi kunne håndtere. Der skete fejl hver dag og vi havde ikke tid til at indberette de fejl, der skete. Der var stort set ikke tid til oplæring og efteruddannelse. Det var min virkelighed. Hvis jeg skulle risikere en fængselsstraf for at forsøge at løse mine opgaver bedst muligt, uden den nødvendige tid og efteruddanelse, så kan jeg ikke mere se at det er risikoen værd.

Hvis de offentlige ansatte skal risikere den slags straffe, så må vi på barrikaderne og forlange anstændige forhold. Socialrådgiverne må sikres et max antal sager, deres ledere ligeså, pædagoger en ordentlig normering, skolelærere en ordentlig arbejdstid, sygeplejersker, læger og SOSU-assistenter et max antal patienter. Vi må alle kræve – for vores egen skyld – men også for borgernes skyld, at der lovgives om ordentlige arbejdsforhold.

SAGEN ER DEN, at skærpede regler har fået antallet af indberetninger til at eksplodere. Snarere end at give socialrådgiverne bedre mulighed for at finde de alvorlige og relevante sager, så truer regeringen med straf.

Svaret på faldende kvalitet og fejl synes at være kontrol, kontrol og nu også straf. Det har skabt en offentlig sektor med en kæmpe bureaukratisk dokumentationsbyrde. Efterhånden skal man gå på arbejde og først sikre sin ryg fri, før man tænker på at løse problemet.
Hvad i alverden er gevinsten ved det?

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at bloggen er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.