Lise Müller er næstformand i SF. Hun er uddannet sygeplejerske og blev kendt i offentligheden, da en facebookopdatering om dårligt arbejdsmiljø førte til en samtale med hendes øverste chef. Lise Müller er i dag tilknyttet hjemmesygeplejen. Hun har tidligere siddet i regionsrådet og arbejder i dag halv tid som sygeplejerske og halv tid som politiker.
"DET ER flere år siden, at det hele blev centraliseret, så borgerne har ikke en fast sagsbehandler mere”.
Sådan sagde den venlige stemme i den anden ende af telefonen. Af og til er det de særeste ord, der kan give en kuldegysninger. I dette tilfælde var det ”centraliseret”.
I mit job som hjemmesygeplejerske havde jeg mødt en mand, som her midt i sit liv var ramt af en sygdom, der havde taget hans arbejdsevne og det meste af hans sociale liv. Han havde tydeligvis brug for noget mere hjælp, men var selv ude af stand til at bede om det, for ikke at tale om at læse og forstå de indviklede og lange skrivelser fra kommunen. Jeg tænkte derfor, at det ville være ret genialt, hvis der var en fast sagsbehandler i den anden ende, som kendte ham. Måske ville det ikke være så uoverskueligt for ham at ringe ind i den ”store kommune”, hvis han vidste det var Ulla eller Paul, der svarede i den anden ende.
Så derfor ringede jeg til socialforvaltningen og fik svaret, at alt afhængig af hvad man ringer om, så sendes man ud til forskellige folk og afdelinger. Den faste sagsbehandler er en saga blot. For mig lyder det som om, et menneske bliver splittet i atomer.
DET ER let at vende vreden mod de mennesker, der besvarer telefonen. Kan de dog for pokker ikke se, at det på ingen måde nogensinde vil give de bedste løsninger hvis 4-5 mennesker skal varetage 1 persons sag? Men det er ikke den enkelte sagsbehandlers skyld. Jeg tror simpelthen ikke på, at de ville have skruet systemet sammen sådan, hvis det havde været op til dem.
Jeg er sikker på, at uanset hvem man stillede følgende spørgsmål: ”Vil du helst have én kontaktperson, som kender din sag og indhenter fornøden assistance eller vil du helst i kontakt med flere forskellige kontaktpersoner, afhængigt af om det drejer sig om transport, hjælpemidler, ydelser eller andet”, så findes der ikke én eneste – heller ikke de ansatte i Moderniseringsstyrelsen – der ville vælge det sidstnævnte. Det samme gælder sygehuse, daginstitutioner, skoler osv. Hvem i alverden har hørt om en patient, der helst ville ses af forskellige læger hver gang?
Ikke desto mindre er det det, der er sket: Centralisering, stordriftsfordele, effektivisering har været de mantra, som har præget udviklingen af den offentlige sektor, som en ondskabsfuld omgang ”nødvendighedens politik”.
Men jeg er ikke blevet sygeplejerske for at pleje atomer. Jeg er blevet sygeplejerske for at pleje mennesker – hele mennesker – og jeg er sikker på, at det er sagsbehandlere og socialrådgivere også, ligesom jeg er sikker på, at de ikke er interesseret i at være sagsbehandler for kun tildelelsen af hjælpemidler, særlige ydelser, transportbevillinger, støttekontaktpersoner osv osv.
Noget af det absolut vigtigste og stærkeste i omsorgsarbejdet er faktisk relationen. Det der foregår menneske til menneske. Den gør en kæmpe forskel. Og det er dét, langt de fleste efterspørger: Én, der kender dem, én, de har tillid til, én, der bare et øjeblik vil bære deres liv i sine hænder. Det ødelægger man ved det overdrevne fokus på effektivitet, centralisering og stordrift.
DEN OFFENTLIGE sektor er fundamentet for tilliden og trygheden i samfundet. Den har skabt stor velstand og vækst, men er ikke værdifuld fordi den kan betale sig. Den er en værdi i sig selv, fordi den sikrer høj grad af lighed, tillid og retfærdighed. Fordi den holder hånden under os, hvis vi bliver syge, sårede. Men opbakningen og tilliden til den er selvsagt vigtig for at den kan bestå. Oplever man at få en kafkask oplevelse, når man ringer til kommunen eller hvis man bliver syg, så bliver den offentlige sektor modstanderen. Det har opfattende konsekvenser.
Som stort set alle andre i den offentlige sektor, ønsker jeg at gøre en forskel for de mennesker, jeg skal levere en ydelse for. Giv mig en dynamisk offentlig sektor, hvor jeg kan gøre mit arbejde ordentligt og dermed gøre en forskel. Giv mig lov at bruge min faglighed, giv mig lov til kontinuitet, skab enkelhed i mit samarbejde med andre dele af den offentlige sektor og først og fremmest: Giv borgeren oplevelsen af, at der på kommunen sidder et menneske, han altid kan ringe til og som kender hans sag.
Vi skal vende den offentlige sektor, så kursen bliver den rigtige, men i mine sorte øjeblik får jeg næsten den tanke, at nogen forsøger at sabotere den offentlige sektor. I hvert fald løber det mig koldt ned af ryggen, når forskellige politikere taler om en ”offentlig sektor, der skal løbe længere på literen” og som skal ”effektiveres”, for hvis der er er med færre stærke relationer og mere centralisering og såkaldte stordriftsfordele, så glem det. Det vil aldrig give os den offentlige sektor vi fortjener.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.