Når kræftsyge skal behandles, kan det komme til at ske hjemme i soveværelset eller dagligstuen. Rigshospitalet og Herlev Hospital vil nu tilbyde kræftsyge, at de kan få eksempelvis kemobehandling i hjemmet, skriver Jyllands-Posten.
- Vi tror, at det kan mindske bivirkningerne, at folk får kemoen derhjemme. Nogle mennesker får kvalme, inden de er stukket med den nål, der skal give dem kemo. Det er ret kendt blandt kræftpatienter. Bare dét at se herlev Hospital kan udløse kvalme hos nogle, siger overlæge på kræftafdelingen på Herlev Hopsital, Ole Larsen, til Jyllands-Posten.
Den 67-årige Torben Wehler er en af de personer, som deltager i forsøget med at få kræftbehandlingen hjemme. Både han og konen Erna er glade for muligheden.
- Jeg tror, at man bliver mindre syg af at være herhjemme. Jeg tror på, at psyken udgør mindst halvdelen af det at være syg, siger Erna Wehler til avisen.
Familier holdes sammen
Også cirka 50 kræftsyge børn kan få en del af behandlingen hjemme i de vante omgivelser, så familien ikke splittes ad.
Kræftens Bekæmpelse glæder sig over forsøget.
- Behandling i hjemmet kan være med til at afdramatisere kræft og understrege, at det altså ikke er ensbetydende med en dødsdom. I dag er det faktisk 80 procent af patienter med brystkræft, som lever efter fem år, siger overlæge fra Kræftens Bekæmpelse, Iben Holten, til Jyllands-Posten.