Færre nordjyder får førtidspension. Dermed er målet for reformen af førtidspensionen opfyldt et år efter, den trådte i kraft. Til gengæld får syge ikke de forløb, de skulle have i stedet, og som skulle hjælpe dem til et job. Det skriver DR Nordjylland.
Ifølge Gigtforeningen er det urimeligt. I Nordjylland har det betydet, at de nordjyske kommuner har tildelt 50 procent færre folk førtidspension. En af dem er Pernille Thisted, der lider af slidgigt. I dag kan hun kun drømme om førtidspension.
- I forhold til de nye regler er det fuldstændig urealistisk. Jeg tror bare, at kommunen vil have mig læsset ud systemet. Jeg tror, bare, de vil have mig til at klare mig selv, siger Pernille Thisted til DR Nordjylland.
Da reformen blev indført, var målet, at syge i stedet skulle have et såkaldt resurseforløb. Det skal bringe dem nærmere på arbejdsmarkedet. Forløbene kan bestå af blandt andet behandling, uddannelse eller virksomhedspraktik. Ud af de knap 1.000 færre nordjyder, der har fået førtidspension, er 138 startet på et resurseforløb. Og det er for få, lyder det fra Gigtforeningens direktør, Lene Witte.
- Det er et stort problem, at man strammer med den ene hånd, men ikke hjælper med den anden, siger hun til DR Nordjylland.
På landsplan var det ellers forventet, at 14.000 personer skulle i resurseforløb. Men ifølge formanden for Kommunernes Landsforening, Erik Nielsen, er et reusurseforløb den sidste udvej.
Til KL's hjemmeside siger han, at en stor del af dem, der var forventet at være i ressourceforløb, tilbydes noget andet i regi af beskæftigelseslovgivningen.
I Gigtforeningen oplever Lene Witte dog ikke, at det sker.
- Det er nøglen til, at hele den reform overhovedet kan have nogen rimelighed i sig. Fordi resurseforløbene er nøglen til, at folk skal komme tilbage på arbejdsmarkedet, siger hun til DR Nordjylland.