Ritzau
Opdateret kl. 04:00
Om 13 år kan en kvinde i Sydkorea forvente at blive mindst 90 år gammel.
Den gennemsnitlige levealder for kvinder i landet er nemlig godt på vej til at nå milepælen i 2030, som mange ellers har anset for at være urealistisk.
Det fremgår i en forskningsartikel, der netop er blevet publiceret i det videnskabelige tidsskrift The Lancet.
Mens Sydkorea forventes at blive det første land, hvor den gennemsnitlige levealder for kvinder vil runde 90, så er andre udviklede lande ikke langt efter.
Således kan kvinder i både Frankrig og Japan forvente at blive mindst 88 år gamle i 2030.
- Ved århundredskiftet troede de færreste forskere, at den gennemsnitlige levealder ville runde 90 år, siger Majid Ezzati, professor ved Imperial College London og ledende forfatter til forskningsprojektet.
I 2030 vil det også være mændene i Sydkorea, der kan forvente at leve længst med en gennemsnitlig levealder på 84 år. Det samme gælder dog også mænd i Australien og Schweiz.
I alt 35 lande er blevet analyseret i forbindelse med projektet, og i alle lande gælder det, at den gennemsnitlige levealder forventes at stige i løbet af de næste 15 år.
Mens udviklingen er et tegn på fremskridt, så udgør aldrende befolkninger også store udfordringer for social- og sundhedsvæsnet i de pågældende lande.
Det betyder, at mange lande formentlig vil være nødsaget til at udsætte pensionsalderen, fremgår det af undersøgelsen.
- De sociale konsekvenser af denne udvikling vil givetvis kræve ændringer på pensionsområdet, siger Majid Ezzati.
Udviklingen i Sydkorea skyldes blandt andet landets økonomiske fremskridt, bedre børneernæring og en udvidet adgang til sundhedssystemet.
Sydkorea kan sammen med Japan i øvrigt bryste sig af en lav andel af overvægtige borgere, mens andelen af rygere også er lav i forhold til andre sammenlignelige lande.
/ritzau/AFP