Det er med forventning om, at banken senere vil kunne gøres erstatningsansvarlig, at Sydbank nu dækker tab på 30 millioner kroner for kapitalbeviser købt i den krakkede Tønder Bank i september.
Det oplyser Sydbanks administrerende direktør, Karen Frøsig, efter at banken har fået foretaget en ekstern advokatundersøgelse af forholdene i Tønder Bank.
- Vi har vurderet, at da der ikke er indtruffet begivenheder mellem prospektet og nu, og vi samtidig kan se at Tønder Bank faktisk er gået konkurs, så har der givet ikke været de rigtige oplysninger i prospektet.
- Derfor mener vi, at der ligger et erstatningsansvar, og det dækker vi så, siger Karen Frøsig.
Ved at dække tabet kan Sydbank samtidig fritage de mange mennesker i lokalområdet, der har købt kapitalbeviser på et falsk grundlag fra at skulle gennem en langvarig retssag for at få deres tab dækket. Det har også haft betydning for beslutningen.
- Hvis der er et ansvar i den her sammenhæng, så vil det være et erstatningsansvar. Det er som oftest et simpelt krav, og så vil det kunne gøres gældende mod os. Vi synes ikke, at folk skal igennem hele den proces og frem for alt hele den tid, vi taler om, siger Karen Frøsig.
Sydbank-direktøren slår samtidig fast, at de øvrige kunder og aktionærer, der har lidt tab i forbindelse med Tønder Banks konkurs, ikke skal sætte næsen op efter at få dækket tabene fra Sydbank.
- Man er nødt til at skelne mellem tingene, siger Karen Frøsig.
Hun slår fast, at der ikke er forventning om mangelfulde oplysninger i forbindelse med tidligere udstedelser af kapitalbeviser.
- Og for de aktionærer, der køber aktier, er jeg nødt til at sige, at som aktionær ved man jo, at man løber en risiko, siger Karen Frøsig.
/ritzau/