Raketforeningen Copenhagen Suborbitals må torsdag udskyde affyringen af raketten "Nexø II", der skulle have fundet sted den kommende weekend.
Det skyldes ifølge foreningen, at den svenske flykontrol har meddelt, at den ikke vil lukke luftrummet over affyringsområdet.
De svenske myndigheder prioriterer ifølge Copenhagen Suborbitals bekæmpelsen af de omfattende skovbrande i Sverige i stedet.
Foreningens talsmand Mads Wilson er en smule ærgerlig. Men han har fuld forståelse for prioriteringen.
- Der er jo ingen tvivl om, at når man har brugt så mange tusinde timer på at lave en raket, så vil man rigtig gerne se den flyve på et eller andet tidspunkt. Men det ville også være ærgerligt at forcere noget, siger han.
Affyringen af "Nexø II" er et skridt på vejen mod amatørrumprogrammets endelige mål.
Det er at sende en mand i rummet ved hjælp af en væsentligt større raket end "Nexø II" - måske inden for de næste ti år.
- Udskydelsen betyder ikke så meget andet for os, end at vi ikke kan sende raketten op i vinduet denne weekend. Vi må bare prøve igen næste uge, siger talsmanden.
I løbet af august har raketforeningen en række såkaldte vinduer, hvor man har mulighed for at sende raketten afsted.
- I sidste instans handler den her affyring om, at vi skal have testet nogle ting og have nogle resultater med hjem, og det kræver, at alt passer sammen, siger Mads Wilson.
Sverige har de seneste uger kæmpet med flere voldsomme naturbrande. Torsdag eftermiddag klokken 15 er der ifølge de svenske myndigheders løbende opgørelse på sosalarm.se registreret 25 aktive naturbrande.
Flere lande - deriblandt Danmark - har sendt brandmænd og udstyr til Sverige for at hjælpe med at bekæmpe brandene.
Torsdag har statsminister Stefan Löfven også luftet muligheden af, at Sverige kan få hjælp fra medlemmer af Nato. Det sker i erkendelse af, at der er pres på ressourcerne fra EU, som i øjeblikket også skal bruges til at bekæmpe naturbrande i Grækenland.
/ritzau/