Svensk forsvarer får fire år i FC København

Sport
Sotirios Papagiannopoulos (til venstre) havde i denne sæson stor succes med Östersunds FK i Europa League. Efter sommerferien tiltræder svenskeren i FC København. (Foto: Foto: Eddie Keogh / Arkiv/Reuters)

Sotirios Papagiannopoulos er nået til enighed med FCK og ser skiftet fra Östersunds FK som stort skridt frem.

FC København har givet den svenske forsvarsspiller Sotirios Papagiannopoulos en kontrakt frem til sommeren 2022.

Dermed er alle forhold afklaret for den 27-årige forsvarer, der skifter fra Östersunds FK i hjemlandet.

I denne sæson var Papagiannopoulos en af profilerne på et Östersund-hold, der nåede 1/16-finalerne i Europa League.

- Vi er meget tilfredse med tilgangen af Sotirios, som har redskaberne til at blive en stærk FCK-stopper, siger manager Ståle Solbakken til FCK's hjemmeside.

- Vi har kendt ham længe og var især imponerede af hans spil i Europa League.

- Han er hurtig, fysisk stærk og god med bolden, ligesom han har været med på internationalt niveau for både klub og landshold, siger nordmanden.

Svenskeren med de græske rødder ser frem til at tiltræde i København efter sommerferien.

-Jeg ser det her som et stort skridt frem i min karriere.

- Jeg har haft en fantastisk tid i Östersund, men nu ser jeg virkelig frem til den her store udfordring. FCK er Skandinaviens største klub og den bedste i et internationalt perspektiv, siger Papagiannopoulos.

FCK endte i denne sæson som nummer fire i Superligaen, hvilket betyder, at klubben i næste sæson deltager i kvalifikationen til Europa League.

/ritzau/