Hver morgen, inden hun skal på arbejde, taler Susanne i telefon med sin demente mor. Inde i hovedet har hun en tjekliste.
"Jeg spørger hende hver morgen, om hun har ens sko på. Jeg er bange for, at hvis hun begynder at se for sjusket ud i tøjet, så man kan se der er noget i vejen med hende, vil der lettere ske hende noget, når hun går på gaden ned til aktivitetscenteret” siger Susanne.
Hendes mor er 71 år og fik konstateret Alzheimer for fem år siden. Hun har det stadig godt nok til at bo i sit eget hjem. Hvis altså nogen sørger for det hele. Så det gør Susanne.
Hun passer sit kontorjob fuldtid, og besøger moderen mindst tre gange om ugen. Det tager en time i transport hver gang. Så vasker hun hendes tøj, gør rent, åbner hendes post, siger hun skal gå i bad og køber ind.
For når moderen selv køber ind, er der ikke andet i kurven end isvafler og thebirkes.
”Tænk at være så ubekymret og bare gøre, hvad man har lyst til,” siger Susanne.
Dement mor glemte tandlægen
Den slags sorgløshed er der meget lidt af i Susannes liv. Hun er en af de mange voksne, der står med det fulde og hele ansvar for ældre syge forældre.
Det tager en stor del af hendes fritid, og resten af tiden er hun så træt, at hun ikke orker at gå ud. Moderen står i kø til en plejehjemsplads. Susanne håber, det hele bliver nemmere, når hun får den. Men samtidig kan hun se, at moderen bliver dårligere og dårligere.
”Jeg er dødnervøs for at tænke forløbet til ende,” siger hun.
På et tidspunkt opdagede Susanne, at moderen ikke havde været til tandlæge i flere år. Det havde hun glemt. Hun havde også glemt at børste tænder de fleste dage.
”Det havde jeg slet ikke overvejet. Så da jeg endelig fik hende med til tandlæge, var der en masse, der skulle laves. I et halvt år, syntes jeg, at jeg var til tandlæge med hende hele tiden,” siger hun.
Ligesom på de fleste arbejdspladser er tiden knap for Susanne, men hendes redning er flekstid. Så nogle dage arbejder hun meget længe for at indhente tandlægebesøgene og de mange andre ting, hun skal i arbejdstiden med sin mor.
”Der er mig, og mig, og mig og mig til at tage sig af det,” siger hun.
Susanne synes, hun står meget alene. Hendes bror hjælper meget lidt, og hun synes, hun har fået alt for lidt information om sygdommen, plejen og det juridiske i at tage sig af en anden.
Men hun ved ikke hvor i det offentlige, hun skal spørge, og hun har heller ikke meget lyst.
To arbejdsdage spoleret af at skaffe kalender til mor
Det blev nemlig et alenlangt forløb, da Susanne på et tidspunkt forsøgte at skaffe en kalender til sin mor.
Alzheimer æder moderens fornemmelse af tid, og når vintermørket sænker sig, ved hun ikke, om det er morgen eller eftermiddag. Derfor kunne en elektronisk kalender være en god idé.
Susanne fandt den selv på en hjemmeside med hjælpemidler. Kalenderen viser udover dato og ugedag, om det er morgen middag eller aften.
”Det virkede som en god idé, og den kostede under 2000 kroner. Men det tog et halvt år at få den!,” siger hun.
Undervejs måtte hun have tidligt fri fra arbejde to gange. Først kom en mand fra afdelingen for tekniske hjælpemidler med et prøveeksemplar og satte det i stikket. Han hentede det så igen en måneds tid efter.
Efter testen, et meget langt skema og et par måneders sagsbehandling fik moderen sin egen kalender leveret til posthuset, hvor Susanne måtte hente den.
”Det kan være, der er flere hjælpemidler, min mor kunne have glæde af, men hvor finder man dem, og orker jeg overhovedet at gå gennem alt det hver gang? Til sidst var det ren stædighed, der drev mig,” siger hun.
"Hvem råber højt for mig?"
Hun tænker meget over, hvem der ville tage sig af moderen, hvis ikke hun var der. Eller hvis hun boede langt væk, eller havde travlt med sin egen familie.
”Jeg kan ikke lade være med at tænke, pyha, hvad hvis det er mig, der ikke har børn, der bliver syg af Alzheimer. Hvor er sikkerhedsnettet i samfundet? Hvem råber højt for mig,” siger hun.
Susanne vil gerne være anonym af hensyn til sit arbejde og familie, men hendes rigtige navn er redaktionen bekendt.