Samtidig med at smittetrykket i Region Syddanmark får Odense Kommune til at hjemsende op mod 2.000 medarbejdere, anbefaler Norges sundhedsstyrelse, Folkehelseinstituttet (FHI), karantæne for indrejsende fra Region Syddanmark.
Anbefalingen skyldes stigende smittetal. Regionen - inklusiv Odense - har for de seneste to uger mere end 20 smittede per 100.000 indbyggere.
Det betyder, at styrelsen altså anbefaler, at Region Syddanmark kommer på Norges såkaldte røde liste.
Hvis lande eller regioner er på den røde liste, betyder det, at indrejsende derfra skal i karantæne.
Det er Norges regering, der i sidste ende beslutter, om anbefalingen skal gøre sig gældende. Regeringen træffer en beslutning i denne uge, oplyser FHI.
I forvejen er Region Midtjylland og Region Hovedstaden på Norges røde liste.