Det har i flere sæsoner stået halvsløjt til med resultaterne i den gamle storklub Liverpool FC, men alligevel råder klubben fortsat over en af Premier Leagues bedste angribere, uruguayanske Luis Suarez.
Suarez har tegnet sig for syv ud af Liverpools 13 ligamål i denne sæson, og den farlige frontløber mener selv, at han profiterer af den daglige træning, hvor han står overfor klubbens danske forsvarsspiller Daniel Agger.
- Det er på sin vis en fordel for mig, fordi Daniel altid er i topform og præsterer på højeste niveau. Så er jeg også selv nødt til at være forberedt og 110 procent klar til at yde mit allerbedste.
- Hvis jeg til træning står over for en verdensklassestopper som Daniel Agger, så gør det mig mere forberedt på en hvilken som helst klasseforsvarer i verden, siger Luis Suarez til Ekstra Bladet.
Når Liverpool møder topholdet Chelsea søndag eftermiddag kommer meget til at afhænge af, om Suarez fortsætter sin fornemme form, og om Agger kan tage pynten af Chelseas farlige frontkæde.
- Han er en klasseforsvarer, man ikke har lyst til at stå over for, siger Suarez om Agger.
- Han er en meget fuldendt spiller, og hans forsvarsmæssige evner er i verdensklasse. Selv til træning går han virkeligt til stålet, lyder det fra den pågående topscorer.
/ritzau/