De ansatte i Landbrugsstyrelsen har haft en hård dag på arbejdet.
39 medarbejdere er blevet fyret, som led i en spareøvelse. 11 fyringer sker i Augustenborg, fem i Tønder og 18 i København. Desuden fyres fem ansatte i den regionale kontrol, skriver Jydske-Vestkysten.
Udover fyringerne har i alt 39 ansatte taget imod en frivillig fratrædelse.
En dyr udflytning
Besparelserne falder ikke lang tid efter, at Landbrugsstyrelsen flyttede hvad der svarer til 390 fuldtidsstillinger fra København til de sønderjyske byer Augustenborg og Tønder.
Det skete som led i regeringens store udflytning af statslige arbejdspladser. Staten finansierede dog ikke hele udflytningen, hvilket har kostet Landbrugsstyrelsen omkring 300 millioner kroner, mens styrelsen har oplevet besparelser på finansloven.
Avisen.dk har tidligere talt med de ansattes tillidsrepræsentant, der udtrykte bekymring på vegne af de ansatte, der var blevet flyttet til Sønderjylland.
- Hvis man har revet teltpælene op og rejst med familien til den anden side af landet, for så at blive prikket, så er det jo milevidt fra ideelt, sagde tillidsrepræsentant Michael Jensen til Avisen.dk.