En nyslået student er fredag aften blevet hastet på hospitalet, efter at han faldt ud af sin studentervogn i Ålsgårde, der ligger i nærheden af Helsingør.
Den 20-årige mand blev slået bevidstløs i ulykken, som tilsyneladende fandt sted, da han beruset var kravlet op og havde sat sig på kanten af vognens afskærmning.
- De kører langsomt på en vej og skal svinge, men da lastbilen drejer, falder den unge mand ud og hamrer hovedet ned i asfalten, fortæller vagtchefen fra Nordsjællands Politi.
- Han er kørt på Rigshospitalets Traumecenter, hvor han skulle være uden for livsfare, tilføjer vagtchefen.
Studentervognen trillede lige så stille af sted med ikke meget mere end fem kilometer i timen ved Skåningevej og Erik Gudsmandsvej, da ulykken skete ved 22-tiden fredag aften.
/ritzau/