Københavns Politi har beslaglagt over et kvart ton hash, 103 våben og 2,4 millioner kroner i kontanter og valuta. Det oplyser politikommissær Steffen Th. Steffensen.
Beslaglæggelsen er sket over flere dage fra søndag til tirsdag, og fem personer fra samme familie er anholdt i forbindelse med sagen.
Ifølge Københavns Politi har fundet formentlig relation til hashhandlen på Christiania.
- Vi formoder, at vi i den operative indsats fra Task Force Pusherstreet igen har ramt hovedleverandører og sælgere, der står bag den organiserede handel med hash i Pusherstreet, siger Steffen Th. Steffensen.
Ritzau erfarer, at de anholdte er en far og to sønner samt farens samlever og datter.
Det var mistænkelig adfærd fra den 32-årige søn, som satte gang i sagen. Manden blev observeret af en politipatrulje på Bodenhoffs Plads på Christianshavn.
Da sønnen opdagede politibilen, skiftede han retning, og det fik politifolkene til at forsøge at kontakte manden. Det havde han ikke lyst til, og i stedet stak han af.
Under flugten smed han en rygsæk i kanalen, men den ramte en båd, så politifolkene fik fat i den. Den viste sig at indeholde 120.000 kroner. Manden blev løbet op og anholdt.
- Så rullede sagen derfra. Vi foretog ransagning på anholdtes bopæl i Vanløse. Her fandt vi udenlandsk og dansk valuta svarende til cirka 2,3 millioner kroner, ligesom vi fandt nogle interessante nøgle, fortæller Steffen Th. Steffensen.
Det viste sig, at en af nøglerne passede til en lejlighed på Amager. Ved ransagning af lejligheden fandt politiet 85 kilo hash og et jagtgevær.
Efterforskningen førte politiet på sporet af den 32-åriges far og storebror. I deres lejligheder fandt politiet yderligere 188 kilo hash.
Derudover kom politiet på sporet af et lagerlokale, hvor man fandt 90 stikvåben, fire slangebøsser, en armbrøst, syv slag- og stikvåben samt ammunition og sprængstoffer.
/ritzau/