Storbritannien vil isolere sårbare borgere i 12 uger

Den britiske premierminister, Boris Johnson, orienterede befolkningen om de seneste tiltag i kampen mod coronavirus. (Foto: Pool/Reuters)

1,5 millioner af de mest sårbare britiske borgere vil blive bedt om at blive hjemme i 12 uger grundet corona.

I Storbritannien opfordres 1,5 millioner af de mest sårbare borgere til at blive hjemme de næste 12 uger. Det er for at beskytte dem mod coronavirus.

Sådan lyder det på et pressemøde søndag, hvor blandt andet den britiske premierminister, Boris Johnson, deltager.

Det skriver Reuters.

- I dag er vi nødt til gå skridtet videre og beskytte de mest sårbare mennesker, siger indenrigsminister Robert Jenrick på pressemødet i følge Reuters.

De britiske sundhedsmyndigheder vil i de kommende dage tage kontakt til de berørte borgere.

Samtidig advarer Boris Johnson det britiske folk, om at strengere foranstaltninger kan tages i brug, hvis ikke folk holder afstand til hinanden.

Barer, natklubber samt fitnesscentre har allerede lukket. Flere billeder på sociale medier har dog vist, at folk bruger parkerne til at samle sig. Her bliver reglen om en afstand på to meter angiveligt ikke overholdt.

- Du er nødt til at følge rådene omkring at holde en afstand på to meter. Ellers er der ingen tvivl om, at vi bliver nødt til at fremsætte yderligere foranstaltninger, siger premierministeren på pressemødet.

Selv om han taler om skrappere foranstaltninger, så er han tilbageholdende i forhold til et decideret udgangsforbud for briterne.

Der vil myndighederne vente til det rigtigt tidspunkt, så det kan få den maksimale effekt, lød det.

Han tilføjede ifølge det tyske nyhedsbureau dpa, at han var klar over, at folk har behov for frisk luft og motion. Han advarede samtidig om, at frisk luft ikke gør folk immun overfor virusset.

Han fortæller også, at landet skal have fat på mange flere respiratorer til patienter, der kommer til at være i kritisk tilstand.

Søndag steg antallet af personer, der konstateret smittet med coronavirus i landet til 5683. Det er 600 flere end dagen før.

/ritzau/Reuters