Tyrkiet indfører midlertidigt stop for fly fra Danmark, Storbritannien, Holland og Sydafrika på grund af den nye variant af coronavirus.
Det oplyser den tyrkiske sundhedsminister, Fahrettin Koca, ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Det sker ud fra et forsigtighedsprincip, tilføjer ministeren. Tiltaget er koordineret med landets transportministerium.
En lang række overvejende europæiske lande har søndag meddelt, at de har indført eller vil indføre indrejseforbud for rejsende fra Storbritannien.
Men hidtil er det kun Israel, der har indført skærpede restriktioner for rejsende fra Danmark.
Rejser man fra Danmark, Storbritannien eller Sydafrika til Israel, skal man to uger i selvisolation på et særligt coronahotel. Rejsende fra andre lande kan lade sig isolere hjemme.
Karantæneperioden kan forkortes til ti dage, hvis man tager en coronatest ved ankomsten til Israel og yderligere en efter ni dage, og begge test er negative.
Tidligere på ugen meddelte Sundhedsstyrelsen, at der er fundet ni tilfælde af den nye coronavariant i Danmark.
I Sverige spørger Vänsterpartiets leder, Nooshi Dadgostar, hvorfor den svenske regering kun forbereder indrejseforbud fra Storbritannien.
- Danskere tager i meget stort omfang til Sverige. Hvorfor er der ingen tiltag der?, skriver hun.
Den nye variant har især spredt sig i det sydøstlige England, hvilket også omfatter den britiske hovedstad, London.
Også i Holland, Belgien og Sydafrika er der fundet tilfælde.
Tidligere søndag meddelte Italien, at man har konstateret det første tilfælde af den nye variant, der har fået navnet VUI 202012/01.
Den italienske patient er en mand, der sammen med sin partner er vendt hjem til Italien fra Storbritannien i de seneste dage. Begge er nu i isolation.
/ritzau/
/ritzau/Reuters
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.